Bubalus bubalis

Vandbøflen som art går under den latinske betegnelse Bubalus efterfulgt af et ord mere, afhængig af  hvilken gren af arten individet tilhører. Det var så ikke lige den omstændighed, der fangede min opmærksomhed den sommerdag for et par år siden, da jeg besøgte et loppemarked på en nedlagt skole et sted på Langeland. Et rigt udvalg af genbrugsting var repræsenteret på loppemarkedet og der var spændende ting for enhver smag.

Ved sådanne arrangementer kommer jeg spontant til at tænke på min barndoms købmand, som derhjemme på vejen, ud over kolonialvarer, cigaretter, mel, gryn og petroleum i løsvægt og biludlejning, også handlede med genbrugsting – “Køb nyt i brugt”, annoncerede købmanden med håndskrift på et stykke gråt karton i forretningens vindue.

Ved indgangen til loppemarkedet i skolens gård stod en ældre nydelig dame med sine ting opstillet på et havebord. Jeg betragtede hendes udstilling og spurgte spontant “Hvorfor vil du egentlig sælge dine ting”?
Jo, svarede hun. “Nu har jeg været gift med en sømand i 45 år – maskinmester forstås – han er død og har været det i en del år, så nu “gider” jeg ikke længere se på alle de souvenirer, han gennem årene har bragt med sig hjem ude fra den store verden. Souvenirer som jeg ikke ser så meget spændende i, som han selv gjorde. Vil du købe det hele, så har jeg en god pris til dig”.
Jeg lod blikket dvælede ved de udskårne figurer, masker og religiøse relikvier som stod på bordet. Billedskærerkunst i særklasse var det, men ud over det eksotiske udseende og de religiøse symbolikker, jeg syntes at se i sømandens souvenirer, så vækkede tingene ingen indre trang hos mig, til at jeg skulle erhverve dem.

Mens vi står og snakker får jeg så øje på den lille flot udskårne vandbøffel. Tager den op i hånden. Vender og drejer den og lader billeder passere forbi mit indre åsyn i forestillinger om dens liv og levevis og siger spontant. “Jo – jeg vil gerne købe denne lille fyr. Jeg vil gi’ 40 kroner for den, hvad siger du til det”?

Tilbuddet bliver godkendt og jeg er pludselig ejer af en lille flot udskåret vandbøffel, et af asiens folkeslags vigtigste husdyr og trækdyr som efter sigende skulle give en mælk, der er mere protein – og fedtrig, end vort eget hjemlige malkekvægs og så er der vist også noget med osten Mozarella.

Min ældste bror har også sejlet verden rundt på kryds og tværs, besøgt steder, havne og ankerpladser på klodens kontinenter, kæmpet mod pirater og korrupte toldere i afrika og asien, krydset ækvator, rundet Kap Horn og besejlet Biscayen i storm og stille, fanget hajer på en hjemmesmedet jernkrog med en oksteg som madding og i kabyssen – som hovmester – stegt, kogt og braset efter frk. Jensens kogebog og dét efter alle kunstens regler.

Min ældste bror  har hobevis af interessante og spændende fortællinger at berette om, fra de steder i verden han har besøgt. Beretninger, fortællinger og vidnesbyrd som kun han selv kan levere og gi’ den glød og intensitet som oplevelserne vitterlig berettiger til og som krønikens fortællemåde giver mulighed for, hvadenten det er om hans russiske samovar, det fire meter lange Anacondaslangeskind, de grønlandske tubilakker eller det lille græske gadeikon som hænger ved fladskærmen med sit tavse vidnesbyrd og brændemærker efter tændte lys.
Hjemmet bærer sit tydelige præg af, at her bor en vidt berejst person med et erfarent verdenssyn og med et bredt udsnit af  stedernes folkekunst i husets forskellige rum, hvor hver  enkelt ting eller genstand  kan følges med fortællinger om oprindelse, erhvervelse og historiske tildragelser.