Fra Alfreds scrapbog

Jagtjournaler, sportsfiskejournaler og scrapbøger over drengenes fodboldpræstationer, det brugte vores far megen opmærksomhed og tid på at udfylde i årene fra sidst i 1940’erne til et godt stykke hen til slutningen af 1960’erne. Ofte sad han derhjemme ved møllerens det gamle mørkbejdsede egetræs skrivebord – fra hans eget barndomshjem – i dyb koncentration og klippede avisartikler ud af de lokale dagblade og klistrede sirligt udklip og billeder ind i sine scrapbøger, samtidig med, at han gjorde sine supplerende optegnelser og notater for eftertiden. Fordi, som han udtrykte det: ”Så kan nogen læse det engang”.
 Vores far kunne ikke holde sig fri af, at være lidt af en romantiker. Han solede sig gerne i sønnernes succeshistorier og nød med al tydelighed den opmærksomhed, der fulgte med, når drengene gjorde ham ære og når han kunne stå på sidelinjen på det lokale stadion ved opvisnings- og turneringskampe og stolt give udtryk for, mens han pegede med en finger: ”Det er mine drenge, der render derude”.

Scrapbog for Fodboldspillerne Ejnar, Niels og Per Hansen – og”Ibbi”.
 Sådan skrev vores far dengang sidst i 1940’erne, da han begyndte at føre scrapbog over sine drenges fodboldspil i Faaborg-klubberne AIK og FIF.

Blot 7 år var der gået siden byens nye stadion var blevet bygget. Før den tid havde byens sportsplads været placeret i den vestre ende af byen, ved markedspladsen ved Lagonis Minde. I byen havde der længe været planer om, at få bygget et moderne stadion og den 5. april 1934 vedtog byrådet at købe jord til et sådant areal ved Skovvejen i den østre ende af byen.
Et nyt stadion blev bygget og den 6. september 1936 blev stedet indviet med stor opmærksomhed og i overværelse af Prins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde. Samme år blev Parkvejen ført igennem fra Kalekovej til Svendborgvej. Den 29. maj året efter, blev det nye klubhus taget i brug.

 To klubhuse blev der bygget – i forlængelse af hinanden forstås. Et klubhus til hver forening. Faaborg Idrætsforening lå tættest mod indgangen og Arbejdernes Boldklub lå i direkte forlængelse i østlig retning.  

 Foreningen AIK (Arbejdernes Idrætsklub) var, som navnet antyder, en socialistisk klub, hvor medlemmerne blev rekrutteret fra arbejderstanden.  Den anden klub – FIF, var en mere borgerlig idrætsforening med medlemmer fra den del af byens befolkning, som bar rundt på en mere borgerlig observans. De to klubber levede i store træk i ro og fred med hverandre. Begreber som klubloyalitet og ”Os og de andre” eksisterede i bedste velgående i begge klubber og hver især hævdede klubbernes medlemmer på egen suverænitet og formåen.  

Midt i 1950’erne blev AIK og FIF sluttet sammen. Dog ikke uden lange og besværlige forhandlinger. Den endelige sammenslutning skete den 7. juni 1955. Den nye forening fik navnet FB&IF.  Indtil datoen for sammenslutningen havde de to idrætsforeninger rent faktisk hver især regulært søgt at bekæmpe hinanden og det ”til skade for idrætslivet i Faaborg”, blev der sagt ved flere senere lejligheder. Senest da byen fik sit første fodboldhold i Fynsserien i 1960.  De to formænd for henholdsvis AIK, Erik Johansen og for FIF Legetøjshandler Kaj Larsen havde med sammenlægningen ”sluttet fred” og den nye forening gik ganske gode resultater i møde. Og i 1960, fik klubben så sit første fodboldhold i Fynsserien. På den tid, havde min far allerede arbejdet med sine scrapbøger i 10 år.

Den første scrapbog han samlede udklip i, var et linieret kollegiehæfte købt hos den unge lokale boghandler, Ole Bager, som havde sin boghandel på Torvet 5. En boghandler som var så entusiastisk udi at formidle god litteratur, at han ikke ville handle med smudslitteratur eller underlødig litteratur, eksempelvis Morten Korch.
Ole Bagers boghandel holdt ikke så længe. Han måtte lukke og fik et job på byens bibliotek.

Med kollegiehæftet – som den første scrapbog om drengenes fodboldmeritter-  begyndte vores far en årelang syssel med at klippe de lokale sportskommentatorers avisartikler ud og klistre dem ind i ”Srapbøger” – 7 i alt. Den 8 scrapbog blev aldrig påbegyndt og ligger fortsat urørt blandt de andre.
 
Det var ikke blot scrapbøger som optog vores far. Han førte også fangstjournaler over hans mange jagttrofæer og fiskejournaler over hans fangster fra det ihærdige og vedholdende sportsfiskeri, han bedrev langs de sydfynske kyster.

Til mine første umiddelbare erindringer om mit barndomshjem på Østerbrogade, hører en lyd af monotone dunk, som når en bold vedvarende og med vekslende kraft, bliver sparket ind i en vægs træpanel blandet med den skurende lyd som fremkommer, når bolden kurer hen over et trægulv. Blot denne ret enkle lyd. På den ene side lidt monoton men ind imellem også arytmisk.  Ingen stemmer – ingen kommentarer eller snak.

Derhjemme vidste vi alle hvor lyden kom fra. Det var en af drengene, Per – den fjerde i søskendeflokken – , der var stået tidligt op, for at spille bold inde i spisestuen.

Syv scrapbøger om drengene fodboldmeritter og én som aldrig blev påbegyndt efterlod vores far sig, dengang da han i 1984 døde i en alder af knap 75 år.

Scrapbog for fodboldspillerne Ejnar, Niels og Per Hansen og”Ibbi”, står der på første side af et linieret kollegiehæfte fra Ole Bagers Boghandel, Torvet 5.

Hæftet har givetvis været tiltænkt skolebrug. Der står nemlig trykt øverst i venstre hjørne – Faaborg Kommunale Skolevæsen. Jeg husker min ældste søster gjorde sig til, over at måtte lægge sit hæfte til som scrapbog.

Bladrer man i hæftet, så finder man på første side et avisudklip fra 1949 som fortæller, at Møller Niels Hansen på Horne Østermølle for 50 årsiden ( 1899) havde en 17 år gammel kat, som endnu var så rask, at den med lethed kan behandle en rotte efter alle kunstens regler.

På modstående side skriver vores far så teksten: Tab og vind med samme sind efterfulgt af årstallet 1950.
Er denne ordstilling mon et tilfælde, eller er det udtryk for vores fars underfundige humor af karsken bælg? Vi huske ham jo som den ultimative vindertype.

Set i scrapbog under årstallet 1951:
Der er mål, når der er dømt mål!
Aner man mon her dramatik i Møller Hansen klanens fodboldkarriere?

En avisartikel skriver om, at AIK’s håbefulde juniorer ikke kom videre i kampen om fynsmesterskabet trods pænt spil imod Ejby. Holdet var kommet foran ved Ejnar Hansen, men Ejby udlignede inden halvlegen.
I anden halvleg kom Ejnar Hansen atter igennem. Hans skud smuttede gennem målmandens arme, ramte jorden i nærheden af målstregen og sprang ud i igen. Dommeren Laurits Nielsen, kunne ikke være sikker på at bolden havde været over stregen, og dømte derfor korrekt: Ikke Mål.
Et par af spillerne protesterede, og avisen skriver, at der derfor kan være grund til at indskærpe over for de unge protesterende spillere:
Der er mål, når dommeren har dømt mål og ikke før…
Avisteksten fra den 3. maj 1953 antyder med en vis tydelighed nogle unge fodboldspillere med egne meningers mod – Ejnar var da blevet 16. Havde de holdt deres mund, var kampen vundet.
I 1953 var Faaborgs to fodboldklubber AIK og FIF endnu ikke slået sammen. Holdet Ejnar spillede på, hørte til AIK. Dommeren Laurits Nielsen var alle dage medlem af FIF og der ligger ikke nogen suspekt antydning i den omstændighed, hvor mærkeligt det end måtte have været, at fløjte kampen af så få minutter før tid og lade episoden få den konsekvens den fik tjener ikke nogen til ære. De forurettede drenge bør have oprejsning – det får de her.