1 I Fra tiden i Faaborg

Ka’Skrappi

roseÈn blandt flere genboer –

Derhjemme – lidt længere henne ad vejen, ved siden af købmanden, boede Ka’Skrappi i sit lille hus med roser i forhaven, blankpudsede messinghåndtag på døren og med røvballegardiner og kongelige porcellænsfigurer i vinduerne.

I min barndom var Ka’Skrappi allerede kommet noget op i årene og var med alderen blevet en nok så bestemt dame. Myndig, kommanderende, udskældende til tider skosende, selvbevidst og retfærdighedskrævende – og så havde hun en mand i huset. Om hun var gift, ved jeg ikke, men der var vistnok voksne børn, som var rejst hjemmefra. Om Ka’Skrappi havde nogle genetiske aktier i de børn, står hen i det uvisse.

Ka’Skrappi hed i virkeligheden slet ikke Ka’Skrappi. Hun havde et andet, rigtigt og helt normalt navn. Manden i huset kom fra Dreslette landsogn og Ka’Skrappi var født i byen . Måske var Ka’Skrappi hans husbestyrerinde. Måske var hun hans datter. I en folketælling er de optegnet med det samme efternavn ligesom der står, at manden var enkemand og at Ka’Skrappi var ugift.

Ka’Skrappi vidste, hvad hun forventede af omgivelserne. Hun var selv en fin dame. Altid ulasteligt klædt, velfriseret og duftende af parfume og gammel sved, og så sad hun ofte bag vinduernes røvballegardiner og overvågede trafikken på fortorvet og vejen. Når trafikken fra øst blev studeret, sad hun bag det ene vindue og når trafikken fra vest blev studeret, så sad hun bag det andet vindue. Med få skridt kunne hun skifte plads alt afhængig af, om hun ønskede at iagttage den indad gående trafik – om morgenen når folk hastede til arbejde, eller den udad gående trafik – når folk hastede hjem efter fyraften.

Ka’Skrappi boede lige over for kirkegården og var der et ligtog i nærheden, så fik hun altid travlt med at pusle med roserne i den lille forhave samtidig med, at hun sendte lange, dvælende og undersøgende blikke hen over de levende deltagere, mens hun stod bøjet over roserne med højt hævet tyngdepunkt.

Ka’Skrappi var en sand mester i at glo.

Gud nåde og trøste vi unger, hvis vi kom for tæt på Ka’Skrappi’s roser i den lille forhave. Eller hvis vi kom til at ”glo” ind ad vinduerne. Eller hvis vi kom til at snakke lidt rigelig højt, når vi gik forbi. Eller hvis…

Undskyld Ka’Skrappi! – Vi var nok nogle snotnæsede møgunger, sådan som du dengang så vedholdende gav udtryk for. Vi gjorde hvad vi kunne for at leve op til dine forventninger.

Hvor var der dog mangt og meget vi dengang havde det sjovt med.

Andre tekster

  • Grethe
    11. november 2009 at 22:12

    Ka’Skrappi sagde: “når en af os blir alene,vil jeg ha’ lavet om ovenpå”.

    Det sidste drilleri jeg var med til overfor hende, var en nytårsaften hvor vi flyttede nogle sten i forhaven.
    Ka’Skrappi brækkede et håndled da hun lagde dem på plads igen–Unskyld til hende. Gammel sur madamme.