0 In Dagny Andersen's slægt/ Fra tiden i Faaborg

Af bronze og i kød og blod.

 

 

Der fulgte ord med, da sportspigen i bronze i 1945 fik sin blivende plads blandt talrige besøgende på byens idrætsanlæg som rummede både fodboldbaner, tennisbaner og atletikbaner og mange fine tilskuerpladser.

Som indbegrebet af styrke, frodighed, glæde, mod og målbevidsthed, blev sportspigen fra første dag venligt modtaget af byens borgere og har siden nydt både udelt opmærksomhed og stor popularitet.

En sommerdag i 1947 – 30 år gammel og i 10-året for sit giftemål – stillede Dagny Agnethe sig ved siden af sportspigen i bronze og lod sig forevige. Siden fik fotoet plads i familiens fotoalbum og gav efterfølgende mangen en anledning til både beundren og stille eftertanke om kvindens pondus.

“… Vi – hendes børn – husker vores mor som stolt, selvsikker, ukuelig, energisk, viljestærk og velorienteret. Hun var følsom, sensitiv, indlevende, forstående og altfavnende.

Hun stod distancen ved gryder, potter, pander og bageovn. Ved vaskebaljen, strygebrættet, symaskinen, strikketøjet, lappegrejet og 2. verdenskrigs varemangel og rationeringer.

Hun håndterede ungernes børnesygdomme, forkølelser, kighoster, infektioner, ørepiner, skrabede knæ, forrevne lemmer og kærestesorger – med ophøjet ro og overblik.

Hun nulrede frosne fingre, tørrede snottede næser og uddelte ris, ros og opbyggelige tilrettevisninger. Lyttede, vejledte og støttede med indsigt, udsyn, erfaring og fremsynethed.

Hun værnede hjemmet, og røgtede manden og børnene på fuld tid. Hun var først oppe om morgenen og sidst i seng om aftenen.
Hun holdt hus. Holdt af. Holdt om. Holdt skovlen under og hånden over.
Hun holdt ord og holdt ud.

Hun var hjemmearbejdende i 20 år. Udearbejdende i efterfølgende 20 år. Gift i 48 år og enke i 18 år. Hun var levende interesseret i arbejdsmarkedsforhold. Var fascineret af musik, billedkunst, teater, videnskab, historisk litteratur og kulturen som den udspilledes verden rundt. Hun lod sig betage af livets facetter.
Hun var afklaret i livets store spørgsmål og uden religiøse anfægtelser og lod aldrig eder og besværgelser krydre hvad der kunne siges enkelt og forståeligt. Hun så det store i det små og det nære i det fjerne. Hun gav liv til tre piger og fem drenge. Blev bedstemor til 22 og oldemor dusinet rundt,  og – så var hun fascineret af frimærker – julemærker forstås.
Vi – hendes børn –
bærer på erindringen om en helstøbt uselvisk person med moderlig omsorg og kvindelig pondus, et livs mindesmærke med matriarkalsk symbolik…”

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply