In Fra tiden i Strib

Der kom brev

På årets sidste dag lå der brev i postkassen.
Rigtig brev forstås. Sådan et  som er skrevet af en privatperson, der i nogen tid har gået med overvejelser og når tid kommer, under fuld koncentration, ved hjælp af  computer, tastatur og “tofingersystem” og med teknikkens hjælp bringer sit budskab ned på papir via printer og summelyde – fire nummererede sider pænt foldet og lagt i kuvert –  og afsendt med et sirligt påklistret frimærke i 8 kroners klassen.
Brevet er postet i Ikast og ekspederet og stemplet i Sydjyllands Postcenter. Sidenhen omdelt på Vestfyns yderste tange. Stedet som af nogle kaldes “Lillebælts Perle” og af andre omtalt som “Lilleskagen”. Lokaliteten havde engang både jernbane, færgefart og havn, snesevis af forretninger og et rigt varieret arbejdsliv, villaer med strandret, koncertsal og badehotel med rigt varierede kulturelle arrangementer og med fri udsigt over én af den sidste istids nok så kendte smeltevandsfloder, som sidenhen fik navnet “Lillebælt”.
Et postnummer var der såmænd også engang. En kommunesammenlægning har så sendt både postnummer og lokal identitet ud i glemslen.
Nu lå der så det her brev i postkassen. Tjekker opmærksomt adressaten. Vender brevet og ser, at det er fra et par gamle bekendt – Marie og BP.

BP og jeg var håbefulde studerende i de tidligste 70’ere. Først i Kolding som stud. tech’ere med skæve studietider, så var vi alderspræsidenter på Fredericia Gymnasium, hvor vi ikke bare røg tobak i frikvartererne men også pulsede løs i historietimerne. Siden indtog vi Kolding Seminarium og fløjtede hele og halve toner og skæve takter på vore blokfløjter og lærte om tidens pædagogik og retoriske trend.
Vi hørte til den tids  “intelligensreserve” i tidens pulveriserende erhvervsliv. Vi blev så “hevet” ind i uddannelsesinstitutionerne som åndedrætshjælpere og blodfornyere. Vi havde erhvervserfaring og forstand på slige sager og det var nyt for lærerne. I hele vores studietid nød vi  selvsagt en lidt anderledes position i studiemiljøet, end de unge medstuderende som aldrig havde været “ude”, endsige havde lavet ret meget andet fysisk arbejde, end at omdele aviser og plukke jordbær i ferierne.

BP var gift, havde kone og børn og var veletableret med gård og landbrug og med styr på prioriteterne. Jeg var også gift, havde kone og børn og hus i det lokale “strandzonebælte”. BP havde sin uddannelse i landbrug, agerbrug og vekseldrift og kendte til dyrehold, foderenheder og dyrevelfærd. Jeg var udlært slagter. Havde i nogle år arbejdet ved “Statens Forsorg” og var 8 år yngre end BP. Og det hændte, at jeg slagtede en gris eller to hos Marie og BP.

BP kørte Morris 1000 med bindingsværk og udstødning af galvaniseret vandrør. Jeg kørte en benzinslugende blå folkevogn med 1300 cm3 motor.  Begge vore hustruer var ansat i sundhedssektoren, så da oliepriserne i begyndelsen aF 1970’erne steg voldsomt og der kom bilfrie søndage, fik vi frit lejde – via hustruernes jobs – til at køre på de bilfrie dage. Denne særret blev annonceret ved hjælp af et rundt mærkat som skulle påklistres bilens frontrude.

Marie og BP og min hustru og jeg tilbragte en del fritid sammen. Vi brugte rent faktisk ret så megen tid i hinandens selskab både hjemme og ude og på Dalgas’ Hede.

Efter afsluttet studie afhændede BP og hustruen, Marie, deres gård. En studiekammerat som havde etableret sig som tømmermester købte bygningerne og jorden blev afhændet til udstykning – solgt til prisen uden forhandling. Så drog BP og Marie og de mindste af børnene til Jylland og bosatte dem dér. Nu er der så gået henved 37 år.

Så var det, at der lå brev i postkassen. BP har altid haft en flydende pen. Skriver lange breve – spontant og frit fra hjerte og sjæl.
Husker et af hans specialer i studietiden om Chr. IV’s breve (Kærestebreve forstås). Husker også at BP havde besluttet sig for, at begyndelsesbogstavet i hvert afsnit skulle følge alfabetets rækkefølge. Efter mange brevstudier og megen skriveri konkluderede BP med en bemærkning: “Chr. IV var mørkeræd – han sov altid sammen med kvinder og hans største fascination af hans mange damebekendtskaber var, at de unge damer havde deres egne tænder”.

BP lader sig fortsat undre over tilværelsens tilsnigelser og finurligheder. Han fortæller i sit brev om et familiemedlen som blev født lidt syd for grænsen og som drog til Dansk Vestindien, for at bedrive sin proffession som bødker og som måske har beriget BP med brune halv- eller kvart fætre eller ditto kusiner, der nu går rundt på Virgin Island med danske gener og lidt jysk accent.
BP’s familiemedlem – eller hans farfar om man vil – returnerer til hjemstavnen syd for grænsen og gifter sig i sin hjemby.
Da urolighederne i den sidste del af 1800-årene trængte sig på forføjer BP’s farfar sig og rejser nordpå til det jyske, hvor han “slår sig ned” og dér forpagter eller erhverver gårde og ejendomme som han skifter ud med korte intervaller.
I Sønderup Sogn bytter farfaren en gård og BP fortæller, at i handelen indgik en aftale om, at farfaren og hustruen frit måtte medtage hver en ko.
Ved folketællingen 1890 bliver farfaren optegnet som enkemand. 1891 bytter han gård som han sælger i 1892. Velsagtens fordi han skulle udrede arv til nogle arvinger.
Nu er det så, at BP gerne vil vide, hvad der mon blev af  den farfar som han aldrig kom til  at kende.

You Might Also Like