Quæstet for Konge og Fædreland

I skrivende stund for 212 år siden, lå min tiptip oldefar, Anders Jensen  Wichelsøe, på Søe Quæsthuset i København og døjede med de kvæstelser, han havde pådraget sig den 2. april 1801 ved Slaget på Reden.

Anders var “Enroulleret i Søe Lægdernes Mandskab” som det hed dengang. Nu om dage ville det samme udtrykkes ved, at han var indskrevet i søværnets lægdrulle og skulle aftjene sin værnepligt ved dette værn.

Anders var var ud af en familie som hentede sit udkomme ved fiskeri og skibsfart og sejlads med coffardi, og det betød dengang, at han var selvskrevet til at aftjene sin værnepligt ved “Søvæsenet”.
At være “Enroulleret i Søe Lægdernes Mandskab” betød for Anders, at  han fra barnsben af, pr. automatik blev skrevet ind i lægdrullen og, når alderen tillod det, havde pligt til at stille op, når der blev indkaldt til at gøre værnepligtig krigstjeneste. En pligt som rent faktisk  kunne følge ham helt frem til hans 50-års alder.

Anders var yngste barn i en søskendeflok på seks børn. Fire piger og to drenge. Forældrene boede, så vidt vi ved, hele deres liv i Skibhusene ved Odense Fjord og faderen, Jens Johansen Wichelsøe, var beskæftiget med søfart og coffardi for købmænd og handelshuse i Odense.
Tre af Anders’ søstre flyttede som voksne til København. Den fjerde søster døde ugift i 30-årsalderen. En bror rejste til Nykøbing Falster hvorfra han virkede som matros og derfra sejlede coffardi. Anders flyttede til Sydfyn og fik beskæftigelse på Hvedholm Gods i Horne Sogn. Af søskendeflokken var der så blot de to drenge til at føre Wichelsøe-navnet videre.
Den søster som døde 30 år gammel i 1791, opholdt sig hjemme hos forældrene på dødstidspunktet. Hun døde samme år som faderen med blot 12 dages mellemrum. Hvorvidt der har været smitsom sygdom involveret i datterens og faderens dødsfald, som skete så tæt på hinanden, ved vi ikke noget om. Men vi ved, at de begge blev begravet i 2. part jord på Sct. Hans Kirkegård i Odense og at de derved, hver især og hver for sig, sandsynligt var flere om at dele gravsted.

Som voksen blev Anders tilknyttet skibsfart ligesom faderen og den ældre bror også var tilknyttet denne beskæftigelse. Vi ved gennem forskellige dokumenter og via folketællingen for Skibhusene 1801, at Anders gennem årene blev indkaldt flere gange  til at stille op “til at gøre krigstjeneste”. Således også den mærkværdige 2. april 1801 ved Slaget på Reden.

“…Det lykkedes ikke Danmark at holde sig udenfor Napoleonskrigenes store europæiske opgør.
Den 30. April 1801 sejlede en engelsk flåde under kommando af Admiral Parker og med sejrherren fra slaget ved Abukir, Lord Nelson som næstkommanderende ind mod København. Da den fjorten dage senere fortsatte videre i Østersøen, havde englænderne nået, hvad de ønskede, at splitte neutralitetsforbundet mellem Danmark, Sverige og Rusland.
Prisen herfor var betalt skærtorsdag, den 2. April. Da førte Nelson hovedstyrken af den engelske flåde til kamp mod de danske skibe, der lå fast forankret på Københavns red, fra Prøvestenen i syd, til Trekroner i nord, for under kommandør Olfert Fischers ledelse at forsvare byen.
Det blev en voldsom ildkamp med svære tab og skader på begge sider. Nelson havde lovet Parker at gøre aktionen færdig på en time, men måtte efter fire timers forløb ty til en krigslist, for at få standset kampen. Han meldte ud til kronprins Frederik, at han ville blive nødt til at sætte ild på de erobrede danske blokskibe uden hensyn til de ombordværende fanger, dersom skydningen ikke blev indstillet fra dansk side. Kronprinsen gav da straks ordre til våbenhvile, og kampen blev ikke genoptaget.
Af de skibe englænderne havde erobret, var kun et enkelt værd ar føre bort, de øvrige var var bogstaveligt talt skudt sønder og sammen, således havde linieskibet Sjælland som Anders Wikkelsøe var forhyret på, fået 27 grundskud, de fleste kanoner var ubrugelige, bagbordssiden og boven næsten skudt ind, underræerne skudt ned og masterne faldefærdige.
Englænderne stak det i brand og lod det drive brændende nord over, indtil der sank ud for Humlebæk. Men også den engelske flåde havde lidt svære tab.
Deltagerne i slaget blev voldsomt hylder, ikke mindst den 17-årige Peter Willemoes, der havde holdt det ubeskyttede flådebatteri nr. 1 i kamp med Nelsons flagskib… (kilde: Skalk, nr. 6 1966)

Anders var en ordentlig, redelig og pligtopfyldende mand. Det ved vi fordi det skriftligt er bevidnet om ham, “… at  han ikke unddrager sig sin pligt, men udfører den forbilledligt og punktligt og møder beredvilligt op, når han indkaldes, omend han tjener mindre end ved farten fra hjemmet…” – Således kan vi læse formuleret af hans foresatte officerer.
Ved Slaget på Reden den 2. april 1801 gjorde Anders tjeneste på Orlogssbibet “Sjælland”. Et skib med en stor besætning og et stort antal kanoner. Drabeligt må det have været, når vi tænker på, at 39 af skibets besætningsmedlemmer blev dræbt under krigshandlingerne og andre 125 blev sårede – på det selvsamme skib.
Anders var blandt de sårede og han førtes – ligesom de andre sårede –  til Søe Quæsthuset i København for at blive behandlet for de skader han under kamphandlingerne var blevet påført af flyvende træsplinter.

Den 30. maj 1801 “… udgår han Qureret fra Søe Quæsthuset, men har nogen svækkelse i fodleddet, som gør hans gang usikker…” hvilket efter begæring attesteres af en Hr. Machehal. Under sit sygeophold og under sin rekonvalescens modtager han nogle gange et beskedent antal rigsdalere til sin egen og familiens underhold, men langt fra en økonomisk hjælp af ret stor betydning.

Vel hjemme igen tager Anders  hyre på Odenseanske handelsskibe af forskellig art – omend han fortsat lider under skaderne og den nedsatte arbejdsevne – og må tage til takke med en ringere betaling for sit arbejde end den han oppebar før han pådrog sig sine kvæstelser.

Anders forfølges af uheld. Under en sejlads til Norge forliser han med skibet og mister alt hvad han ejer.  Han fortsætter dog ufortrødent med sin beskæftigelse ved søfarten.
Hans handicap plager ham i en grad som får ham til at søge krigsskadeerstatning, som han efter grundige lægeundersøgelser i Odense, Svendborg og København og mange rosende ord fra sine foresatte får bevilget.
Meddelelsen om tilkendelsen af en livslang krigsskadeerstatning på årlige 24 rigsdalere  blev tilsendt hans hustru på et tidspunkt, da Anders ikke var hjemme, men “…forhyret på et fartøj her fra Fjorden til Norge, hvorfra han endnu ej så vidt vides er kommer tilbage, men forventes alle dage…”

Det er i år 212 år siden at min tiptip oldefar Anders Jensen Wichelsøe blev såret for sin Konge og sit Fædreland og derved mistede en del af sin førlighed.

Blandt de privillegier som Anders Jensen Wichelsøe  oppebar ved sin trofasthed  og sin indsats for Søe Limit’en var, at han blev tilbudt et job på Godset Hvedholm på Sydfyn.

1813 flytter Anders Jensen Wichelsøe fra Skibhusene ved Odense Fjord til Horne  på Sydfyn og her begynder han et nyt liv. Flytningen fra Skibhusene ved Odense Fjord hvor Anders boede, foregik med hest og vogn og familien ankommer til Horne på Sydfyn om natten. De tager fejl af tårnet på Hvedholm Slot og spiret på Horne Kirke. Ved ankomsten til kirken opdager de fejltagelsen og får lov til at overnatte i laden på en  sulegård tæt ved.
Dagen efter fortsatte Anders og familien til Hvedholm.
På Hvedholm passer Anders ørreddamme og bedriver noget fiskeri for Godset. Et hverv han bestrider frem til sin død den 20. maj i 1827. Den 21 maj 1827 holdes der skifte efter Anders. Anders’ enke kommer til at sidde i uskiftet bo og hos hende bor sønnen Lars som er skomager og to af Lars’ umyndige yngre søskende. Afviklingen af en gæld til en Gartner Weber fortsættes afviklet med aftalte terminer.
Anders Jensen Wichelsøe begraves på Horne kirkegård den 24 maj 1827

I år – skrivende stund – er det så 200 år siden min tiptip oldefar, Anders Jensen Wichelsøe (1769 – 1827), hans hustru  Anna Cathrine Larsdatter (1776 – 1859) og deres børn kom til Horne om natten med hest og vogn og tog fejl af tårnet på Hvedholm Slot og spiret på Horne Kirke og derfor måtte overnatte i Sulegårdens lade. Og som nævnt, er det 212 år siden han deltog i Slaget på Reden.