In Sådan set

Man sku’ ha’ været skomager…

En formiddag i april måned 2008 sad Ellis og jeg i sofaen og tog os en lille snak over en tår mentalhygiejnisk pensionist-hverdags-slubre-kaffe” med fedtfri letmælksfløde og blødt brød.
Det sker ikke så tit at vi sidder i sofaen om formiddagen – og slet ikke for at drikke kaffe. Men det gjorde vi altså denne formiddag – Sad i sofaen foran fjernsynet og drak kaffe og gumlede blødt brød.

Der var egentlig ikke så mange problemerstillinger, der skulle endevendes lige netop den dag, så vi havde åbnet ”Vinduet til Verden”.
Sad så blot og flød lidt ud.
En udsendelse om et plejehjem og dets beboere var netop begyndt.
Ingen blandede sig i handlingen.
Ingen kommenterede.
Ingen sneg sig sådan lige tilfældigt ind i kameravinklen.
Blot var der nogle gamle mennesker som snakkede sammen og til hverandre. ”Bed” lidt af hinanden og søgte at løse verdenssituationen med hver deres efterhånden noget begrænsede indfaldsvinkler.

I en stjerneregn af gensidige misforståelser og overhørte udsagn, sad de dér og talte forbi hinanden i et toneleje, som lå uden for høreapparaternes frekvens.
De talte svensk.

Efter nogen tid, kunne Ellis og Jeg så skyde os ind på, at det drejede sig om et plejehjem som lå i Göteborg.  Da kameraet panorerede en tur rundt i byen – uden for murene, genkendte vi flere lokaliteter.

Ingen tvivl. Det var Göteborg.

 Plejepersonalet holdt sig i baggrunden. Det var de gamle, der var i focus. Det var de gamle udsendelsen handlede om. Det var de gamle, der var ”stjerner” for en times tid. Det var de gamles hensygnende X-factor, der indirekte blev vist.

På mange måder en god udsendelse. Seriøs. Debatskabende. Med stof til eftertanke og med et dybt alvorligt tema.

En ældre herre kunne ikke rigtig få tingene til at passe. Stillede så mange spørgsmål ud i den blå luft og til kameraet. Fik ingen svar. Ventede det heller ikke.
Havde allerede glemt, at han havde spurgt.

Hans lovformelige hustru kom på besøg. Han ville gerne med hjem. Kunne ikke finde ud af noget trods ihærdige forklaringer. Kiggede længe ud gennem glasset i indgangspartiet da hun var gået.

Vinkede –  men da var hun væk, hans lovformelige hustru.

”Faaen ta’ mig”, sagde den gamle på klingende svensk. ”Det er nu noget skidt, når man ikke har hukommelse længere”. Og så kiggede han forvirret og bedrøvet ind i kameraet for at se, om der var hukommelse at se der inde.

”Det er nu noget skidt, når der er tomt her oppe”, sagde han og pegede på sit hoved….. ”Det er nu noget skidt, når man er overhalet af fremtiden”…..
Med rynket pande så han grublende tomt frem for sig og sad tavs i nogen tid. Så kiggede han blikfast direkte ind i kameraets øje og sagde : ”Det et er noget forbandet noget at være menneske”……. ”Man sku’ ha’ været skomager”!…..
Så vendte han rundt og gik trippende og let foroverbøjet hen ad gangen, mens han stille snakkede videre med sig selv. ”Faen ta’ mig….Det er nu noget skidt…. Hvor er jeg henne….

Ellis og jeg havde siddet med vores forårsdampende formiddagskaffe og i tavshed fulgt med i udsendelsen. Nu kiggede vi sigende på hinanden. Smilede lidt forsagte til hverandre – På en måde lidt overbærende – På en måde dybt alvorligt og medfølende.

Efter kaffen gjorde jeg min cykel klar. Monterede proviant forskellige steder i holdere og lommer. Indstillede cykelcomputeren. Tog hjelmen på. Satte i gang – og lagde mig ud i ”overhalingsbanen”…

”Man sku ha’ være skomager”. Tænker lidt over udsagnet

”Husk nøgle”, havde Ellis sagt.
Så ved jeg, at hun skal i motionscenter med veninderne eller til aerobic eller ud at gå med stave. Så ved jeg, at jeg ka’ forvente at komme hjem til et tomt hus og selv sku’ låse mig ind.
” Husk nøgle”! Siger jeg så også selv. Så ved Ellis, at hun…..
Og det er jo meget rart.

Nogle gange sikrer vi os alligevel ved at lade terrassedøren stå ulåst. Så ved vi, at vi kan gå den vej ind, hvis en af os skulle ha’ glemt sin nøgle. For det handler jo om hukommelse.
Hukommelse, der strækker fremad mod en konstruktiv fremtid, som så kan føre lidt tryghed med sig.

Underligt nok, så er hjernen, ifølge videnskaben, ikke skabt til at huske fortiden, men konstrueret til forestilling om fremtiden. Underligt nok, så tillægger vi mennesker, i vor højt udviklede kultur, alligevel hukommelsen så stor betydning ved tilbageblik. Nogle vil gerne tænke tilbage. Andre  vil helst tænke fremad.

De gamle på det her plejehjem, de gjorde sig også bestræbelser og anstrengelser for at tænke på hukommelsen. Bussen var kørt.

”Man sku’ ha’ været skomager”, havde den gamle mand på plejehjemmet sagt. I første omgang virkede udsagnet nærmest lidt sjovt og kunne opfattes som et udtryk for hans ønske om, at være en anden, end den han var lige nu.

Når jeg cykler mine ture, er der ruter jeg sætter meget stor pris på. Specielt hvor landskabets natur folder sig ud i en malende mangfoldighed og hvor man fornemmer både tidens fylde, historiens gang og naturens rigdom, høj blå himmel og frisk luft. En sådan tur går ud forbi herregården Billeshave, videre sydover til Røjle hvor vejen drejer mod sydvest, derefter til venstre i nordøstlig retning hen over Korsbjerg og op over bakkerne mod Røjle Skov, stik vest gennem skoven, som fortrinsvis består af gamle bøgetræer.  Ved Røjle Skovs godt hundrede år gamle sandstenskirke gør jeg for det meste et holdt.

Det gjorde jeg også denne dag.
På dette sted har man et utroligt flot syn ud over markerne, skråningerne og Klinten og ud over Lillebælt, der jo i virkeligheden er en smeltevandsflod som blev dannet under den sidste istid, da gletcheren stille gled hen over Fyn og efterlod sine synlige spor med de meget bakkede landskaber ved Baaring, Vissenbjerg og Svanninge på Sydfyn og også andre steder på øen.

Står nu og iagttager de høje skrænter langs Lillebælt. Forestiller mig istidsgletcheren med en heftig knagende lyd af brækkende iskappe og vildt brusende smeltevand gnavende sig enerverende og med stor kraft gennem landskabet. Forestiller mig, at jeg sidder på tidens plankeværk og iagttager naturens rasen.
Jeg er lidt fascineret af denne egn og af tanken om, hvordan det mon har været dengang. Lige på dette sted bliver jeg hver gang konfronteret med min egen lidenhed over for naturens kæmpekraft og bliver ind imellem lidt forundret og bjergtaget over, hvad jeg kan forestille mig om, hvordan det mon har været dengang.

 ”Man sku’ ha’ været skomager” – udsagnet dukker pludselig op, mens jeg står og kigger ud over bæltet. En tanke strejfer så igen den gamle mand på plejehjemmet. Tænker på hans skæbne og det åg han givetvis må føle ved hans hvileløse vandren rundt på plejehjemmets gange. Tænker på, hvad der mon var årsag til, at han brugte udsagnet: ”Man sku’ ha’ være skomager”. En tanke strejfer noget fra bibelshistorien om Jerusalems skomager.
Jerusalems skomager hed Ahasverus, og det var måske denne skomager den ældre herre på plejehjemmet hentydede til.

Pudsigt nok kommer jeg til at tænke på min lillebror, Hans Jørgen. Han var en overgang, som stor dreng, meget optaget af netop Ashaverus, ligesom han også var optaget af bibelhistoriens Laban. Hans Jørgens argument om Laban var, at han sikkert ikke havde en kæreste ret længe ad gangen, for når han skrev kærestebrev og underskrev brevet med ”Kærlig hilsen din Laban”, så ville kæresten sikkert fyre ham. Inspirationen til denne teori havde Hans Jørgen fundet i breve som en kæreste til hans bror skrev.. Hun underskrev altid: ”Kærlig hilsen din Hanne”.

 Men som sagt – Ahasverus var jøde og skomager.
På vej til Golgatha hviler Jesus et kort øjeblik foran Ahasverus’ hus, men drives bort af ham. Herren siger da, at Ahasverus til straf skal blive ved at vandre evigt og hvileløst på jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus.

 Måske har den ældre Herre på plejehjemmet haft en flig af erindring om Jerusalems skomager i tankerne, da han udtalte: ”Man sku’ ha’ været skomager”. Måske ville der så have været nogen sammenhæng med den skæbne, som han befandt sig i ved hans oplevelse af  ikke at finde ro, rest, hvile og mening med livet og så oplevelsen af, at han var overhalet af  fremtiden.
Den ældre Herre på plejehjemmet skilte sig lidt ud fra de andre. Hans sprogbrug var anderledes og han havde givetvis en anden baggrund end de fleste andre gamle.
Tanker strejfer den mulighed, at han måske har været præst og måske bedre kunne forlige sig med sin ”straf” og skæbne og sin situation, om det havde været så.

Om Ahasverus – den evige jøde – er der gennem tiderne digtet mange sagn. Et af dem fortæller, at han var på størrelse med en sort høne og mosgroet af ælde. Det siges også, at man ikke må lade en plov stå ude juleaften, for hvis Ahasverus kommer og hviler sig på den, vil intet gro i dens fure…

(tilegnet en jeg kender)

 

 

You Might Also Like