In Fra tiden i Faaborg

Hulen

Når svaret giver sig selv.

”… Et stykke inde i skoven, til venstre for asfaltvejen og umiddelbart inden grusvejen som førte ned til gården og til de to kæmpehøje, var der en beplantning som skilte sig lidt ud fra skovens øvrige træer. Dengang tænkte jeg blot, at den lille beplantning bestod af en anden slags grantræer end den almindeligt kendte som vi ved juletid besmykkede med flitter og stads.

 Beplantningen var vel 12 – 15 år gammel på det tidspunkt. Den var meget tæt og der slap næsten intet lys igennem til underskoven som var dækket af vissent nedfald fra træerne. Laget var så tykt og tæt, at intet kunne gro og så føltes skovbunden blød og rar at gå og at krybe rundt på.

 Den lille beplantning var et oplagt sted at bygge hule. Havde været på rekognosering på stedet en gang tidligere. Fundet stedet spændende og ”ubeboet”. Var nu vendt tilbage.

 Bedst som jeg forsigtigt bevæger mig gennem beplantningen ser jeg til min store forbavselse, at nogen er kommet først.  Nogen havde bygget en hule på ”mit sted”!

 Huler hører til drenges ”Hemmelige Orden”, så jeg holdt min nyopdagelse for mig selv. Lurede i al hemmelighed blandt mine ældre søskende og blandt jævnaldrende i håb om at opdage hvem ”hulebyggerne var”. Ingen afslørede på noget tidspunkt deres eventuelle andel i byggeriet. I håb om at finde relikvier på stedet som kunne afsløre hulebyggerne, besøgte jeg hulen med jævne mellemrum den sommer, men fandt ingen spor. Gik i lang tid og troede, at det var ”Issi og Dakser” – min ældre bror og hans legekammerat. Spurgte dem aldrig og fik derfor heller aldrig svar.

 Hulen var bygget på en lidt anderledes måde end drenges hulebyggeri i almindelighed blev udført på. Grantræerne – som jeg sidenhen har erfaret var af sorten Thuja – var, mens de fortsat stod på roden, bøjet ned mod hinanden og toppene bundet sammen med snor, så der dannedes en rund kuppel. Nærmest som en iglo. Spændende og lidt anderledes så det ud, og netop derfor fik hulen min udelte bevågenhed i nogen tid…”

 Som sagt spurgte jeg aldrig direkte efter hulens ejermænd og fik derfor aldrig noget svar. Mysteriet forblev et mysterium.

 Fireoghalvtreds år senere, nærmere bestemt i året 2010, søger jeg efter nogle konkrete oplysninger på internettet. Ved den lejlighed støder jeg på en hjemmeside hvor en person fortæller om en hule han og hans kammerat byggede engang midt i 1950’erne derhjemme i Alléskoven.

 Nu er mysteriet så løst – Det var Jacob Peder og Jørgen Poulsen som agerede hulebyggere i skovens lille granbevoksning, som lå lidt til venstre for asfaltvejen og lige før hvor grusvejen førte ned til gården og de to kæmpehøje.

You Might Also Like