In Karl Martin Hansen Søllested - slægt

Bonde in spe

Mourits blev født af  jævne bønderfolk i det Herrens år 1777.  Forældrene var gårdfæstere præcis som deres forældregenerationer før dem også har været gårdfæstere.

Mourits var 11 år da Stavnsbåndets ophævelse tog sin begyndelse og han var 23 da reformerne kunne mærkes i dagligdagen. I ‘Mourits’ bondekarleliv opstod nye muligheder i kølvandet af stavnsbåndets ophævelse  og bønderne som befolkningsgruppe og agerbrugere fik forbedret deres muligheder væsentligt via jordreformerne.

Hjemme hos Mourits havde de flere skorstene på stuehuset, der var køer på stald og familien nød anseelse i sognet, men jævne bønder var de nu alligevel derhjemme hos Mourits og hans familie.

I søskendeflokken var de efterhånden blevet en snes stykker – piger og drenge blandt hverandre. Mourits var blandt den sidste halvdel af flokken. Få dage efter fødslen blev han frembåret til dåb i kirken. Blev navngivet og kristnet og fik derved rettigheder og privillegier han ellers ikke ville have haft.  Hans Gudmoder havde fået ham overbragt med ordene: “Her bringer jeg dig en hedning, bring mig en kristen tilbage”.  Gudmoderen, Pattekonen og Luepigen havde så sammen med fadderne bragt Mourits til kirke og havde været vidner til hans dåb, alt imens Mourits’ mor måtte bliver derhjemme i hendes urene tilstand, sådan som kristen skik og tradition påbød hende.

På gården derhjemme var der nok af daglige gøremål at forrette og der var brug for enhver mulig hjælpende hånd, så Mourits var blot en fire fem år, da han fik til opgave at passe høns og gæs. Siden passede han får og lam og med tiden blev hans arbejdsopgaver yderligere tilpasset hans fysiske formåen.

Mourits var tjenlig til landbruget. “Han har lemmerne og kræfterne i orden”, Sagde man.  Så Mourits kom tidligt ud at tjene. Ikke at der ikke var brug for hans hjælp derhjemme, men både for at få ham brødfødt og for at han kunne erhverve sig viden og færdigheder om såvel agerbrug som kvæghold under forskellige og skiftende forhold, men også for at give plads derhjemme i alkoven for nye tilkomne børn.

 Mourits kom altså ud at tjene. Så blev han konfirmeret i en kirke i omegnen af Assens. Det var i 1791. Nogen egentlig konfirmationsfest blev han ikke udsat for. Hans eneste konfirmationsgave var en pibe og lidt sort shagtobak. Et par timers fritid blev det også til – så krævede de daglige arbejdsopgaver igen hans opmærksomhed.

Mourits blev indroulleret i landmilitsen og blev landdragon. Det skete fordi der på den tid var en forordning som påbød sognets godsejer at skaffe bønderkarle til kongens hær. For den tjeneste blev godsejeren holdt skattefri.

Da Mourits var blevet midt i fyrrerne og endnu befandt sig udi sin ungkarlestand, var han fortsat landdragon med pligt til at stille til krigstjeneste. Sådan kunne det blive ved indtil han blev forsørger for egen familie eller at han blev så gammel og lemfældig, at han ikke længere magtede at  løfte en lanse.

Så var det at Mourits traf sin tilkommende. Hun hed Ane Pedersdatter. Hun var enke efter en skrædder og havde i sit ægteskab født en del børn som i mellemtiden var blevet voksne. Ane var nemlig 64 år. Ufortrødent og fortrøstningsfulde indgik Mourits og Ane i den hellige ægtestand den 3. december 1813 i en kirke på Vestfyn.

Mourits etablerede sig så som gårdmand og han og Ane levede ægteskabeligt og veltilfredse sammen på gården i 12 år indtil Ane døde i 1825.

Det siger sig selv, at Mourits og Anes ægteskab var barnløst.

Nu var Mourits så blevet barnløs enkemand – barnløs gårdmandsenkemand forståes – og det gav unægtelig nogle overvejelser over, hvem der engang skulle overtage gården.

Tre måneder efter Ane Pedersdatters død giftede Mourits sig igen med den 25 år yngre Birthe Christensdatter som var født i 1801.

Så var det der kom grøde i familien og Mourits og Birthe Christensdatter fik fem børn sammen.  Tre piger i rækkefølge og to drenge som de sidste. Deres førstefødte pige, som ved dåben fik navnet Ane, lagde de i graven i hendes 8. leveår. Den yngste af drengene bliver hjemmedøbt straks efter fødslen og får navnet Christen. Han dør samme dag.  Den anden af drengene bliver voksen og etablerer sig som gårdmand.

Mourits og Birthe Christensdatter levede så i fryd og gammen med dagligt slid og slæb og hobevis af pligter og gøremål, sammen med deres tre overlevende børn som blev voksne, stiftede familie og selv satte børn i verden.

Årene gik og Mourits og Birthe blev ældre. Tidens tand, gigt og nedslidning efter mange års fysisk hårdt arbejde begyndte at sætte sine umiskendelige spor.

Mourits døde hjemme på gården i marts måned i  året 1852. En datter og svigersøn havde da allerede overtaget driften af gården og fungerede som avlsforpagtere. Mourits’ enke var dog  i endnu mange år ejer af stedet. Hun levede 20 år efter Mourits død men overdrager på et tidspunkt gården til datteren og svigersønnen. Der udfærdiges en aftægtskontrakt og Birthe  bor sidenhen på aftægt hos datteren og svigersønnen.

Birthe Christensdatter dør i april 1872.

 Og det er såmænd så sandt som det er fortalt.

Tilbage står vi med spørgsmålet om Mourits mon giftede sig til hæder, ære, værdighed og velstand, da han ægtede en 64 årig enke efter en skrædder. Havde hun mon andet og mere i sin arvelod end nål og tråd og nogle få meter vadmelsklæde? Vi ved at Mourits efter første ægteskab  fik frihedspas fra lægdrullen og vi ved også, at han blev udskrevet af rullen med ret til at bosætte sig hvor i landet han måtte ønske det.

Mourits var iøvrigt, efter en god gammel navneskik, opkaldt efter sin morfar, som var født i begyndelsen af 1700-tallet, men det er en helt anden historie.

You Might Also Like