2 I Fra tiden i Strib/ Sådan set

Kattens løg

Vel vidende at vi denne tilstundende forårsdag skriver 1. april, vil jeg  driste mig til at bringe et godt, vederlagsfrit og ukompliceret råd på banen.

For år tilbage fik vi “nye genboer”. Flinke, rolige og besindige mennesker. Udprægede dyrevenner. Kattefolk forstås. Nærmere bestemt hankattefolk. Siden har vi nydt godt af  uvelkomne kattebesøg ved volieren og ved havens fuglereder og har observeret et utal af dræbte fugleunger. Vi har “snust” os frem til en fast hankattepisseplads i havens vestligste hjørne og tilbagevendende konstateret uvelkomne beskidte kattepoter på bilerne.

Vi er så ikke alene om at opleve irritationer over genboers fritlevende “hustigre” som sniger sig rundt i reservatet og nok så elegant  graver deres skidne efterladenskaber ned hvor de finder behovs tilfredsstillelse og behag derfor.

En dag bragte en beboer på vejen et forslag på bane.

KATTE HADER HVIDLØG – Læg et fed hvidløg på din bil. Det holder kattene væk. Sådan lød ordene. Kort. Præcist. Uden falbelader og subjektive udgydelser.

Katte hader hvidløg – De går langt uden om.

Det synes jeg lød spændende. Nu har jeg så af praktiske grunde valgt at hænge hvidløget i en snor.

Efterskrift: Bilerne har været i vaskehal. Vinterens salt og skidt er grundigt skyllet af og vasket væk. Duften af dinglende hvidløg synes at holde kattene væk og spor i lakken er endnu ikke set.

Overvejer at hænge et hvidløg i busken ved “hankattepissepladsen” i havens vestlige hjørne.

Andre tekster

  • Ib
    2. april 2010 at 08:05

    Hvis man ønsker at holde katte – med deres beskidte poter – væk fra bilerne, synes hvidløg at være midlet. Når løgene er hængt op i en snor, fremfor at ligge på kølerhjelmen, så er det for ikke at glemme dem ved “pludselige” udrykninger.
    Det vækker unægteligt lidt opmærksomhed hos besøgende, som spydigt stiller sjove spørgsmål om at holde “onde ånder, hekse og gespænster væk”.
    Måske er der en sidegevinst – Who knows?

  • Helle
    2. april 2010 at 07:53

    Er det en 1. aprils nar det der ?!