0 In Fra tiden i Faaborg

Slippen


Alfred havde været sengeliggende med gulsot i en længere periode. Han var kommer på højkant og var ved at komme lidt til hægterne igen. Den dag, var han gået en kort tur til stranden. Havde nydt udsynet over fjorden og indsnuset den friske frostklare luft. Havisen var på vej til at lukke for det åbne hav og svømmefuglene samlede sig, hvor der endnu var åbent vand og det skue gav anledning til mange tanker og oplevelser om hans store passion, havjagt.
På hjemvejen traf han på fotografen i Slippen. Derhjemme var Slippen en smal Passage som gav adgang bag om parcellerne med de lave huse.  “De lave huse” var ikke lavere end almindelige huse. De lå blot 80 cm. under vejens trace.
Fire bebyggelser lå side om side med baghaver mod vandet. Tre af lodsejerne havde pr. goodvill stillet et par meter jords bredde til rådighed for hverandre for en bagindgang. En enkelt lodsejer som havde sin lod “sidst i rækken” mod vest havde ellers ikke adgang til bagindgang. Parcellisten lagde ikke jord til slippen, men nød alligevel vederlagsfrit og uden indsats og omkostninger godt af passagen. Den omstændighed blev der mig bekendt aldrig sat spørgsmålstegn ved.

Gik man gennem slippen mod øst, kom man hen til Gyden – en grusvej som var en del af vores bagindgang, men genboernes for-indgang, idet den førte ned til to parceller som lå helt ud til vandet.
I gyden og i Slippen, huserede vi børn flittigt med vore daglige aktiviteter og trafik. Til stor fornøjelse for os selv og til tilbagevendende irritation for andre.

Gennem Gyden havde vi tinglyst ret til passage og gennem slippen var der mundtligt aftalt fælles passagefrihed og vi for vores vedkommende  “sad”  rent faktisk på den halve strækning, som gav adgang til vores egen parcel og til en nabo’s.

Til afgrænsning af baghaven og slippen var der plantet nogle “graner”, nærmere bestemt nogle Thuja’er, som med årene var blevet lidt medtagne og slidte på de nederste grene. Et år blev de tilmed sat i brand, da vores far var i færd med at brænde skidt og haveaffald og havde sit hyr med, at skidtet ville antænde. Godt hjulpet af noget påhældt benzin sprang flammerne helt op i granernes øverste grene og brændte heftigt der. Spandevis af vand, hentet fra køkkenet, blev hældt på og ilden kom under kontrol og blev slukket.
Granerne overvandt sidenhen aldrig sine brandskader.

For enden af de de lave huses fire parceller mod vandsiden, var bygget en 180 cm. høj mur ind til cementtagstensfabrikant Bejerholms urtehave.  Om det var Bejerholm der havde bygget muren eller hans forgænger, ved jeg ikke.

Kirsten i Slippen sommeren 1948

I min tid  var det Bejerholm, som med sine haveredskaber huserede i den frodige urtehave bag muren. En urtehave hvis frugter ofte blev hjemsøgt af naboens vitaminhungrende børn.

I slippen spillede vi fodbold – vi dystede, som vi kaldte det – og havde selvsagt megen glæde af cementstøberens høje mur, da den selvsagt også ydede os ly for nysgerrige blikke og var en god hjælp, hvis vi lige fik lyst til et friskt plukket æble eller en moden gråpære og ikke at forglemme de saftige sveskeblommer. Ville vi smage på andre af havens herligheder, så brugte vi en anden passage – gennem eller over den lave tjørnehæk mod Gyden.

Den årlige kølhaling af fars båd – en vissengrøn Svendborg skydepram med en 1½ hk. benzindrevet Korsørmotor – var en forestilling helt for sig og krævede ud over likvide midler også både koncentration, opmærksomhed, rå muskelkraft, snilde og agtpågivenhed.  Båden havde sin plads ved Langelinie ved en lille bro ud for Ny Assistents Kirkegård og  hvert år blev den hentet op af vandet, rullet hjem på pæle og i slippen vendt på højkant og bugseret det

Den årlige kølhaling

sidste stykke ind igennem haven og hen på gårdspladsen, hvor den havde sin vante plads i hjørnet ud for soveværelsesvinduet ved muren ind mod naboen. Her blev den på behørig vis klodset op og fik udbedret skader, blev kalfatret, udskiftet fenderlister, malet og bundsmurt med tjære og tilført diverse forbedringer.
En fantastisk båd var den. Søstærk, nem at håndtere og god på såvel lavt som dybt vand.
Hvor fremdriften tidligere foregik ved håndkraft, årer og sejlføring, gjorde den lille Korsørmotor  en stor forskel på både jagtturernes længde i afstand og tid.
Det hændte, når fars hjemkomst trak ud, at mor sagde: “Kan I ikke gå til stranden og se efter, om far er på vej hjem”.
Så gik vi til stranden, ventede, stod i læ og skuede ud over fjorden i alle retninger. Havde jagtturen givet resultat, hjalp vi med at bære vildtet hjem om det var  ænder, edderfugle, lappedykkere, troldænder, søpapegøjer eller andet. Så blev de hængt op på “Vildtkrogen” som blot var et søm ved køkkendøren.
Det hændte at der blev taget på pilketure helt ude mellem Lyø og Als. Der var gode torsk at hente. Det var før nylonsnøren var blevet almindelig brugt og for at skåne pegefingeren, blev den pakket ind i en klud. 

Al trafik til og fra stranden og nogle gange til byen ad Langelinie gik gennem Slippen, på tværs af Gyden, gennem hullet i hækken og ind på Klinten. 

Den smalle Slippe bag vores og naboernes baghaver, var vor hovedlandevej til verden omkring os. Den var smutvejen til “Alskens aktiviteter”. Undseelig i størrelse og udseende, men betydningsfuld, central og anseelig i vor hverdags bevidsthed.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply