0 In Fra tiden i Faaborg

Køer på marken

Der gik køer, kvier og heste på marken. De sommergræssede det friske, grønne græs og drak vand fra Rislebækkens klare kilde som havde sit udspring i Kaleko. Køerne dasede, tykkede drøv, “gassede” sig i sommervarmen og havde kronede dage med frisk luft,  fuglekvidder, kløverduft og dyrevelfærd af bedste beskaffenhed. Køerne blev malket to gange om dagen. Kvierne levede teenagerens frie lidt vilde liv og ved efterårets indfangninger gav de spændende udfordringer til ejerne. Hestene holdt velfortjente fridage fra hverdagens slid og slæb. For det meste dog kun i weekend’erne. Fælles for alle dyrene var, at de struttede af velvære blandt de 28.000 træer som med tiden var blevet plantet runden om.

Der stod urørte totter af agertidsler og brændenælder på marken. Græsset om køernes egne “kokasser” fik lov at stå urørt og her trivedes kravl og kryb. Ved afvandingskanaler runden om, stod pumper og vandtrug og rundt om det hele var et elhegn. Nogle pumper blev håndtrukket og andre pumper blev trukket af små vindmøller.

Til køerne på billedet blev vandet hentet op af kanalen med spand og håndkraft. Casales “Den gamle Røde” med de to hornstumper fra en slet udført afhorning, var ældst i flokken. Den ses på billedet som nummer to fra højre. Den var Hans Adolf’s Hansens fløjko og derhjemme i stalden stod den først lige overfor døren til malkerummet. Dér havde den haft sin plads så længe det huskes, og da der blev udvidet og bygget ny stald, så fik “Den gamle Røde” sin vante plads igen med eget vindue og udsigt til gårdspladsen. Blev køerne trukket til marken i koppel to og to, så gik “Den gamle Røde” forrest tilvenstre. “Den gamle Røde” var staldens matriark, selvbevidst og højest ydende.

Marken, eller Sundet som stedet blev omtalt i daglig tale, har i ældre tid haft vandspejl og vanddybde med fisk og fiskeri. Megen polemik om ejerskabet af det 100 tønder land store areal beretter historien om. Byens råd, grever, baroner, godsejere og lodsejere gjorde hævd.  Nu ejer byen stedet og vekslende forpagtere har svaret afgift til ejeren. Den seneste forpagter, som var min oldefars søsters mand, Entreprenør Lars Jensen (1848 – 1916 – født på Æbelø) der var gift med Marie Kirstine Wikkelsø (1841 – 1919 født i Horne, datter af Karen Guhl og Lars Wikkelsø) var den sidste som forpagtede det samlede sundareal med henblik på rørskær. Økonomisk set var forpagtningen af Sundet ikke nogen god forretning for “Lars Plorre” som han blev kaldt.

Stedet blev umiddelbart efter 2. verdenskrig tørlagt med økonomisk støtte fra staten. Siden igen overrislet med økonomisk bistand udefra. Nu ligger stedet som en smuk indsø med en rig og spændende biodiversitet omkranset af en spadseresti anlagt med slagger fra byens gasværk. Et plejehjems beboere nyder nu dagligt godt af en storslået udsigt over stedet, men før den tid så  stedet meget anderledes ud og tidernes naturoplevelser har budt sig til på vidt forskellig vis. Når jeg i dag ser ud over Sundsøens stille vandspejl, så tænker jeg uvilkårligt på dengang, da der gik køer, kvier og heste på marken. Dengang, da der var frøer og tudser, dafnier og hundestejler i Sundrenden og hvor viben rugede på jorden blandt græssende dyr og hvor vi blæsende efterårsdage fløj højt, med vore hjemmelavede drager.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply