In Fra tiden i Strib/ Sådan set

Om snart banker det på døren

I dag, den 24. oktober, er der blot to måneder til Jul.
Om snart “står Julen igen for døren” og så bliver der travlhed i hjemmene runden om i land og by og så opstår der juletravlhed, der forrettes juleindkøb, koges og kokkereres og bages til julen, der arbejdes med juestemning og der klippes og klistres, der pakkes julegaver ind,  købes juletræ som der danses om – først den ene vej, og så den anden vej og hu hej hele huset rundt. Så varer Julen lige til påske omend den i mange hjem “tages ned” på Hellig Tre Kongers dag eller før.

Det var så hyggeligt mens det stod på omend det også var bekosteligt, krævende og anstrengende. Julen fortsætter. I hele januar er der “julebytning” – en imaginær fortsættelse af højtidens trængsler og forvridning af traditionsbegrebet. Med et godt greb i nakken på os alle siver handelsapparatet over i “januarudsalg” og varer bydes sig til med ny indfaldsvinkel.
Som børnefortællingen “Snøvsen, Eigil og Katten i sækken” lader antyde, så var der engang da man sendte utvetydelige verbale signaler – eller var der? Ville udtrykke “Once upon at Time” mon ikke være mere præcist.

Der var engang da Jul var Jul.
Der var engang da Julen stod for døren og skabte spændte forventninger hos stor og lille og høj og lav og om hvad som kom. Der var engang da Julen var glædens og lysets fest, men også – som engang hvor Peer sang: “Den julegælden os bringer” – og hvor Helle spurgte, “Hvorfor siger mormor sovs på jorden”?

Alt dét vidste Munken og Hejren intet om, da de “stod for døren” en dag i oktober foran den svenskrøde mahognidør med dørhammer og håndtag i massivt upudset messing og med elektronisk styret “doorwatchs in color on and off”.

Munken og Hejren har en fætter i det sydfynske som heller ikke kærede sig om andet end det rent praktiske i, at have noget at støtte sig til. “Knorte” kunne man kalde ham. “Knorte” er en knortekæp – en herreestok forstås – med håndtag af hjortetak. Knorte har været en trofast støtte til to af slægtens hedengangne skomagermestre og efter deres tid tjent andre i det genetiske landskab.

“Knorte” har været  “hos os” i henved 150 år uden så meget som ét eneste kny. 

You Might Also Like