In Fra tiden i Strib/ Sådan set

Til havs med Munken

 

Når vi derhjemme “gik til havs”, så var det fordi elementerne rasede med hagl, sne, Regn, storm, torden eller andet vejrlig som gjorde oplevelserne anderledes end hvis alt åndede fred og ro og idyl.

Når vi “gik til stranden”, var det mestendels for at bade, dase  eller ose eller måske for at fange krabber, tangsnarer, smørbamser eller for at nyde det blanke vand og stilhedens dyb.

At “gå til havs” var forbundet med visse forventninger om anderledes udfordrende oplevelser.

Munken ved Baaring Vig

I dag gik Munken og jeg “til havs”, troede vi. Vind og vejr viste sig imidlertid fra den lidt mere rolige side. Fugtig med frisk vind fra vest og  med bølgeskvulp af liden størrelse som var de gamle dønninger fra Kattegat i et perfekt oktobervejr.

Just dér hvor Aulby Mølleå’s udløb møder Lillebælt og hvor brændinger viser revlernes tilstedeværelse – lige dér hvor en af slægtens gamle fiskere for en menneskealder siden, havde sin landingsplads og sit lille fiskerskur, sin stejleplads og barkkedel, lige dér tog Munken og Jeg udgang i “En tur langs stranden”.

Der er rigelige mængder vand i åen for tiden.  Spor af en traktors dækaftryk i sandet fortæller med al tydelighed, at stranden med mellemrum er underlagt en form for vedligeholdelse. Der flyttes sand og fjernes tang. Tunge brofag bliver på denne tid af året hentet ind til vinteropbevaring.
Man ser sommerhusbebyggelser i nærområdet og erhvervfiskeri er der ikke længere meget af. Der bor folk i Tangmosen og på Sildegravbanken. Den lokale brugs er nedlagt og mindre landbrug plejes, vedligeholdes og dyrkes som fritidssysler. Mennesker i det åbne rum på marker og på jorder runden om har ansættelser i erhvervslivet og arbejder i by. Der var engang da 8 ud af 10 af landets befolkning var beskæftiget ved landbruget – det var dér det skete, fortæller de gamle.  Det gør det ikke længere. Det skider mågerne på, bliver der sunget.

Hvor den asfalterede vej drejer mod den lavvandede vig, står et færdselsskilt og viser, at visse køretøjer er uønskede. Her på den lille asfalterede vej, er hverken vejarbejde, kø, parkeringsproblemer  eller oprydningsarbejder efter uheld. 

En fasankok spankulerer sindigt goggende over vejen og forsvinder ind i kratten hvor en hochsitz ligger væltet. Hvor vejen slår en bugt sad Mikkel Vejmand engang og slog sten. Så blev han valgt til sogneråd og formand for brugsen og blev tilmed slusemester. Om ham sagde man, at han var ræverød ikke bare i sit hår, men i sind og skind og i opfattelse og forståelse.

Henne ad stranden i østlig retning, ses rester af en stenmole fra den tid hvor stedets fiskere fandt sammen i forening i en kystnær landingsplads for deres fangster, deres både og for dem selv. Nu om dage rører molen ikke længere land og fiskedrættet er ikke, hvad det har været.
Vi var broen rundt på hjemvejen.

Munken og Jeg var en tur ved stranden i dag. Om snart går vi til havs om vejret arter sig.

You Might Also Like