Klinten

Da Købmand / Disponent Lars Larsen byggede sin højtbeliggende villa – “Solhjem” –  på klinten ud mod Faaborg Fjord, havde han nok ikke strejfet tanken, at hans “ungkarlehybel” med egen badestrand og en fire-fem tønder land stor park, ville få det udseende, som det vi ser på billedet her.

Lars Larsen døde ung. Hans bror Carl, som var forstmand, overtog stedet og beplantede parken med mange sjældne træer og buske. Carl omdøbte stedet til “Carolinelund” og byggede tårnet for at huse en stor sommerfuglesamling.

September 1930 købte Faaborg By Carl Larsens bygninger og park og foretog nogle omfattende ombygninger med henblik på at drive sommerrestauration. Der blev også anlagt en stor bro, så skibe af en vis størrelse kunne lægge til ved broen med sommergæster.

Stedet blev indviet den 15 april 1931 og kom til at hedde “Klinten”. For at få passage langs stranden, træffer byrådsudvalget i september 1930 aftale med lodsejerne om udstikning af vejen. Promenaden kaldtes “Langelinie”. Den 6. November 1930 vedtages, at pavillionen på Voigts Minde skulle nedrives grundet fremskreden forfald og at der af materialerne opføres en sal i den nyerhvervede park (Klinten). Salen blev i daglig tale benævnt “Bræddehytten”. 1939 indviede man så en ny tilbygning – en festsal – til restauranten.

Det hele gik ikke helt efter planerne. Badehotelkulturen i landet ændrede sig og sommerrestaurationen blev aldrig den forventede succes som bystyret havde håbet.

Frem til 1949 var stranden og strandbredden et stykke gudsbenådet uberørt natur.  Dog var den sikret ved en høj stensætning for at modvirke, at havet skulle æde sig uhensigtsmæssigt langt ind i skrænten.

Utallige gange har jeg gået langs denne strand sammen med mine søskende, med min far eller sammen med legekammerater.

Utallige er de efterårs – vinter -og forårsstorme som i tiden løb har pisket ind over strandbredden og på en drenget lidt fanden-i-voldsk måde er blevet budt velkommen.

Når gangbrædderne på broen blev fjernet om efteråret, var den nøgne bro et yndet fiskested, hvor vi piger og drenge i alle aldre samledes for at fange krabber, ulke, smørbamser, tangsnarer eller andet som ville bide på en krog. Sjældent faldt nogen i vandet.

1949 påbegyndte byen en opfyldning af stranden med henblik på at lave en badestrand og et badehus til omklædning. Den badestrand havde vi megen glæde af og utallige var også de timer vi tilbragte her.

Det var iøvrigt her,  jeg  en dag i begyndelsen af maj måned 1955,  havde mit livs oplevelse, da jeg var så heldig at kunne redde min lillebrors legekammerat fra at drukne.

Sidenhen er yderligere uberørt strand og strandbred ved denne kyst blevet fyldt op til moderne sandstrand med bademuligheder.

Blot en hæk var der mellem vores parcel derhjemme og byens sommerrestaurant med park, campingplads og badestrand.  Den fem tønder land store park var vores foretrukne legeplads. Her boltrede vi os frit og ubesværet på parkens, på naturens og på stadsgartnernes betingelser sommer, vinter, vår og efterår. Der blev passet godt på parken og det var de samme fire gartnere , som forestod vedligeholdelse af parkens gangarealer, de velplejede græstæpper og de mange buske og træer og den tætte bevoksning.
Christian Madsen var ansvarlig leder og stadsgartner. “Græsfatter” som hed Rasmussen stod for græsklipningen, til tider afløst af Osvald som også hed Rasmussen og så var der én mere som jeg ikke husker navnet på. Vidt forskellige i temperamenter var de tre første. Størst indtryk på os børn fik vi fra Christian Madsen, som vi efter hans temperament døbte “Gale Madsen” og pudsigt nok, så var det først efter at jeg blev voksen, at jeg blev bekendt med, at han hed Christian. I dag ligger Christian Madsen under mulde på Gl. Assistent kirkegård og det har undret mig, at han ikke skulle begraves “hjemme i nærheden af hans elskede park”.

Madsen havde ishus ved byens stadion og når vi handlede is hos Madsen, så virkede det som om, at han slet ikke kendte os, modsat hvis vi under leg blev spottet i Klinteparken, så kendte han os på lang afstand og sågar på vore silhuetter og flygtige skygger. Madsen var nu nok ikke så gal, når det kom til stykket, som vi drenge og piger gjorde ham til, men en del af den tilbagevendende fryd for os børn, bestod i sin enkelthed i, at føle sig i Stadsgartner Madsens opsyn og udsat for temperamentsfuld jysk irettesættelse, krydret med uforståelige ord, som vi ind imellem øvede os i at udtale på originalsproget – og gerne når Madsen igen var indenfor hørevidde.

I Klinteparken havde vi vores favoritområder. Legepladsen ned mod Langelinie med gynger, vipper, sandkasser og bænke var den absolut foretrukne i de tidligste år. Ved “Tarzantræet” som var en stor hængebøg, havde vi vores domæne da vi blev lidt større og dér udførte vi vores “drengeritualer udi klatringer” og udfordringer i højder. Ved den lille sø ved mindestenen hvor der voksede en kinesisk enebær, slog vi lejr med vore madpakker og den medbragte saftevand i patentflaske og her havde vi vore overvejelser om, hvorvidt der levede vandslanger, hugorme og fortidsuhyrer i søen.

Vore favorittræer – ud over dem vi klatrede i – var overvejende de træer som bar spiselige frugter af forskellig art som valnød, Hasselnød, spiselig kastanje, kirsebær og blommer.
Og så var der dem vi blev advaret imod – Taks og Guldregn.
En udtjent gildesal, som vi kaldte “Bræddehytten” lavet af materialer fra en nedbrudt pavillionen på Voigts Minde, var vores tilholdssted. “Bræddehytten” var blevet noget faldefærdig og i mangel af stræbepiller var den stivet af med skråtstillede telefonpæle i siden ind mod parkens midte. I min tid blev Bræddehytten mest brugt af Faaborg kommune til opbevaring af tørv og forskelligt kommunalt materiel. Al den tid jeg husker var Bræddehytten aflåst, uden offentlig adgang og med brædder sømmet for vinduerne.

Bræddehytten var svenskrød og havde tagpap på taget og så smittede farven af. Trist af udseende men indeni spændende og udfordrende for eventyrlystne børn og målelig med en nok så farverig biograffilm, hektisk i sin udfordring, når vi eksempelvis flygtede fra en angribende hvepsesværm som havde bo i tørvelageret. Et sådant angreb af hvepse efterlod mig engang med 27 stik alene i hovedet – og lur mig, jeg var ikke fyldt syv år.

1930’ernes badehotelkultur var mærkbart på retur i årene efter 2. verdenskrig og bræddehytten havde haft sin tid – om end den blev meget kort.
Bygningen var enkelt indrettet med en gildesal med trægulv, et mindre anretterkøkken, en trappe op til en balkon og blot ét enkelt udvendigt toilet med jernkumme, træk og slip og dekoreret med tidens poesi for slige steder. Salen som den også blev kaldt gik hurtigt i forfald og blev brudt ned i 1955.

Mellem legepladsen og bræddehytten var som adskillelse plantet et bredt bælte af syrener i forskellige farver. Under et stort valnøddetræ på legepladsen var placeret bænke hvor voksne kunne sidde i ro og mag mens de iagttog deres legende børn og med en eventuel sidemand drøftede hvad som ellers rørte på sig på disse kanter.

Ofte når vi gik hjemmefra for at gå på Klinten, så lød den gentagende formaning, “Klatre nu ikke i træer og gå ikke på broer”. Den formaning var svær at overholde. Fristelserne var mange og udfordringerne mangfoldige og når vi kom hjem med skrammer, blødende sår og det, der var værre, så lød det: “Er I dog tovlige unger, I kunne jo være kommet galt afsted”.

For det meste slap vi dog med skrækken, så længe den holdt. En dag min bror Ejnar, hans legekammerat Kurt og Jeg var klatret op på Bræddehyttens tag, var det tæt på at gå rigtig galt. Kurt havde bemærket, at ovenlysvinduerne var armeret og nysgerrig som han var, ville han afprøve hvad sådanne armerede glasvinduer kunne holde til. Kurt trådte ud på ovenlysvinduet og stod dér stille med hele sin vægt og ventede. Da intet skete trampede han med det ene ben på glasset og da intet fortsat skete trampede han lidt hårdere på glasset med benet. Så skete det, som naturligt nok måtte ske. Ovenlysvinduet gik itu og Kurt brasede gennem glasset. Med en gudsbenådet refleks spredte han armene ud og hagede sig i åbenlys rædsel fast til ovenlysvinduets kant. I brøkdele af sekunder hang Kurt på den måde med dinglende ben i det bristede ovenlysvindue – med et cementgulv under sig fem meter nede. Ejnar og jeg stod helt tæt på Kurt og greb ham i armene og fik ham lirket op gennem vinduets glas og i sikkerhed.
Vi klatrede ned fra bræddehyttens tag og kurede det sidste stykke ned på de skråtstillede telefonpæle, gik hjem og blev mødt med kommentaren: “Er I dog tovlige unger, I kunne jo være kommet galt afsted”. Kurts sår blev renset og forbundet og så  gik vi tilbage til parken.
(C) Copyright 2009 ibmh.dk / Ib Møller Hansen / All rights reserved

Fortsættes andet sted…