Strib – Røjle Pensionistforening havde arrangeret bustur til Berlin og turen blev fuldt booked. En særdeles god og vel tilrettelagt tur var det, med indkvartering på et af byens bedst beliggende hoteller og med udflugter og ture med stribevis af ypperlige seværdigheder og mindesmærker med kulturelle, politiske og topografiske tyngder. Der blev fortalt, der blev vist, peget på, set, oplevet og sanset med deltagernes fulde opmærksomhed.
Vi holdt kaffepause undervejs, strakte ben og konverserede og udvekslede indtryk af ikke mindst rædslerne fra verdenskriges forfærdeligheder. Vi talte om checkpoints, om en by i ruiner, om skillelinjer, mislykkede flugtforsøg og uvisse skæbner, om menneskers evindelige uenigheder og om en mur som endelig var faldet.
Dérfra hvor vi holdt vor kaffepause, kunne vi se en rest af muren. Så blev der sendt eftertænksomme blikke – Nogle ihukom statslederes bemærkninger til netop denne mur, andre så adskillelsens familiære rædsler for deres indre. En “Trabbi” som stod parkeret lige bag bussen fik en del opmærksomhed.
Turens guide bemærker spontant, at den tyske forbundskansler, Frau Angela Dorothea Merkel, netop i dette øjeblik haster forbi stedet, hvor vi står. “Hun er på vej til et vigtigt topmøde”, blev der sagt . Tror næppe Frau Merkel så “Die Alte Dänen”, men – Nøiii, hvor nogle af os kiggede og fulgte kortegen med øjnene. – Guten tag, Frau Merkel, Sehen wir uns Wieder noch einmal – eller er det her en enlig svale ? “Eine Schwalbe macht noch keinen sommer” er der en tysk schlager som hedder. Nogle vil mene, at det blot er et mundheld.
Der er mere kaffe på kanden og sågar en gammel dansk”, lød det fra bussens chauffør. Så blev focus rettet mod de mørke dråber med den vederkvægende duft og velkendte virkning. Der blev nippet til sagerne og nogle brændte fingrene på de varme plastickrus. og Uha sikke en verden vi lever i og hvor dejligt, at solen skinner! Og sådan er der så meget.
Så var det at tiden gik, sådan som tiden jo har det med at gøre. Den svundne tid var pludselig fortid og fortid mindes vi på vore kanter med høj faneføring – cigaren er jo for længst lagt på hylden – og så var det, at der på foreningens fane stod årstal og dét gav anledning til en jubilæumsfest. Så blev medlemmerne sat stævne i det lokale forsamlingshus. Der løstes billetter ved indgangen hvor foreningens kasserer “tog imod” ved kassen – og så blev der holdt fest på behørig vis med spisning, sang og musik og dans og hyggeligt samvær og fanen, den stod såmænd standhaftigt på sit ene ben ovre ved væggen.
Egentlig var der gået 90 år, men for kontinuitetens skyld fejrede man blot de sidste 70 år af foreningens eksistens.
Ingen kommentarer