0 I Fra tiden i Bred og Ørsted

Bål og fygende gnister

Hvert år i treogtredive år stod jeg med omkring bålet, når der blev fejret Sct. Hans aften hjemme på svigerforældrenes mark – nede ved mosen forstås.
Dér stod vi så samlet omkring bålet den 23. juni år efter år, just som mennesker har gjort det i mangfoldige år før os, oprindeligt for at hylde solen og solhverv og for at markerede den ældgamle hedenske tradition om årets gang.
Da kristendommen kom til, lagde den bevidst sine helligdage på de samme dage som de hedenske højtider og man gjorde det så til en kristen skik at fejre Johannes Døberen på Sankt Hans aften. Den historie fortalte min svigermor mangen en gang på Sct. Hans aftner, for de yngste i familien.

Hvert år til Sankt Hans dukker som sagt mange minder op om alle de samlinger om bålet, vi havde ”nede ved mosen” derhjemme på gården.
Traditionen lå i faste rammer.  Efter spisning gik vi i hasselhegnet og hver især, der kunne håndtere en kniv på forsvarlig vis, skar stave som blev barket af i enderne. Nogle skar kreative mønstre i barken på deres stav, andre prydede sin stav med personlige initialer og andre igen gik ikke så meget op i stavens udseende.

Vi bagte snobrød, ristede pølser, fik øl og sodavand og is og vi brændte bål og heks og afsang midsommervise og andre folkekære sange og  vi snakkede og sansede og kom hinanden ved og mærkede familiens nære bånd.

En særlig fascination for ild, bål, gløder, flammer og den knitrende lyd havde vi alle hver på vores måde. Hver på sin vis blev vi draget af ilden –  velsagtens netop som urmennesker gennem tiderne også er blevet draget af ilden og bålets  lys og varme og glød.
Så snart der var ild kom urmennesket op i os. Så skulle der rodes med en pind for få gnister og gløder til at springe.  Det var lidt fælles for os alle –  børn som  voksne.

Der var dog tre som blev lidt mere fyr og flamme end vi andre, når bålet havde brændt en tid. Det var Karl (min svigerfar), Laurits  og Hans (mine svigermors brødre). De brugte hver især en del tid hvert år Sankt Hans aften på at ”arbejde med bålet og dets fuldkomne fortæring af bålmaterialerne.
Indre billeder af Karl, Laurits og Hans dukker så op hver år på denne tid. En glød tændtes i de tre, når bålet var på sit højeste. Det hændte at et heksehyl og et brag lød, når heksen lettede og det skabte frydefuld forskrækkelse hos de mindste.

Om heksen tog turen til Heklafjeldet på Island eller til Bloksbjerg i Harzen, det valgte hun selv i hvert enkelte tilfælde.

“Det var i familien jeg fandt min glæde, min fryd og min rigdom og det var med Karen ved min side, at vi ved landbruget, ved skovbruget og ved tørvegravning tjente vore bedste penge”, fortæller Karl i 1996, da han gør status i sine erindringer.

Andre tekster