Tanken falder uvilkårligt på den historisk kendte og unge adelsfrøken, Birgitte Gøye som giftede sig  med Rigsråd og Admiral Herluf Trolle.
Om Birgitte Gøye kan man læse på www.kvinfo.dk/side/170/bio/985/ - og andre steder. Birgitte Gøye er så blot i denne forbindelse en umiddelbar association, idet mit ærinde er en helt anden person med en vis navnelighed, nemlig Sofus Gaaei som var faaborgenser, slagtermester, dybt engageret i Faaborg Købstads  forenings- og forlystelsesliv og tilmed en fremragende violinist. 

Uden at se alt for enøjet på det man læser, så kan man rent faktisk ved selvsyn konstatere, at faaborgnavnet Gaaei har sit udspring i navnet Gjøg – stavet g j ø g.

Slagtermester Sofus Gaaei, der før min tid, var én af slagtermestrene i min fødeby, virkede ligesom hans far, Jørgen Gjøg, inden for den selvsamme profession. De var begge to slagtere.
Jørgen Gjøg startede sit virke i en af byens travle gader, Grønnegade, som dengang sås rigt repræsenteret med handlende, med skomagere, med felberedere, farvere, håndværkere, ligkistesnedkere, en rebslager og mange andre gøremål.
Jørgen Gjøg flyttede sin forretning til Torvet, hvor sønnen Sofus Gaaei drev den videre efter forældrenes skilsmisse.
Jørgen Gjøg kom – såvidt jeg er orienteret – fra Bøjden i nabosognet. Hans hustru som hed Johanne Otterstrøm var faaborgpige og der var tolv års forskel i alder mellem dem.  Hun var ældst. Tre drenge og en pige fik Jørgen Gjøg og Johanne Otterstrøm sammen, inden de gik hver til sit.

På den tid havde vi her i landet endnu ikke fået helt fastlagte retskrivningsregler og ofte blev eksempelvis navne stavet og indskrevet i kirkebøger med tydelig fonetisk inspiration og lidt efter “det for hånden værende søms princip” men  også efter hvilken dialekt skriveren selv talte.
Det som så stod i kirkebogen blev det gældende.

Navnet, som i denne sammenhæng er aktuelt, starter med stavemåden Gjøg, og tager en tur over udtrykket Gøie og lander på Gaaie. Og så skal det da lige nævnes, at der ikke på noget tidspunkt var tale om ansøgt navneændring.
Gjøg blev til Gaaei. Det var tilsyneladende bare noget som skete fordi man nu engang stavede som man gjorde.
Slagtermester Sofus Gaaei var en gennemført hædersmand og han fik en vej opkaldt efter sig. En vej som han med stor sandsynlighed oprindeligt selv anlagde men ikke tillagde noget navn. Først mange år senere kom vejnavnet til efter en besutning af byens styre – Gaaeis Have blev navnet.
Havde omstændigheden med den lidt løse stavemåde ikke fundet sted, så havde vi nok i dag – i min fødeby – kunnet læse navnet ” Gjøgs Have” på et gadeskilt i den østre ende af byen.

Birgitte, Birgitte Begøje…
Birgitte Gøye som levede i 1500-tallet og som blev gift med Rigsråd Herluf Trolle og som forøvrigt forblev barnløs, tænkte vi blot sporadisk på dengang i barndommen, når vi med et frydefuldt smil på læben reciterede remsen.
“Æk bæk møllersæk, du er væk”, blev også anvendt med mellemrum.
Birgitte er væk, Gaaie er væk – En vej der blev opkaldt efter slagteren består - vejskiltet minder hver dag på, at han har været der. Børn fik han selv ingen af men en plejedatter blev det til.

En søster til Jørgen Gjøg – Jacobine Frederikke Gjøg – boede på den selvsamme tid i byen – nærmere bestemt i Adelgade. Hendes mand – Hans Hansen Munk – var byens vægter og boede tæt på sit arbejde. Vægteren er også væk, men den folkekære tradition ved hans arbejde holdes fortsat i live og nyder nu om dage en vis bevågenhed.
Vi kender til Pippi’s hus, vi kender til Klokkerens hus, Til Gaaeis Have og Lagonis og Voigt’s Minde og sågar en folkekær og verdenskendt digters hede drømme om en faaborgpige er os fortalt -  men vi gøres ikke nogen steder opmærksom på vægterens kammer. Vægteren som de facto boede i byens klokketårn og som havde svare problemer med at varme sin bolig op på kolde dage – der var jo ganske højt til loftet.
Men – det rådes der vel bod på en dags tid.

Anders var “Enroulleret i Søe Lægdernes Mandskab” som det hed dengang. Nu om dage ville det samme udtrykkes ved, at han var indskrevet i søværnets lægdrulle og skulle aftjene sin værnepligt ved dette værn.

Anders var var ud af en familie som hentede sit udkomme ved fiskeri og skibsfart og sejlads med coffardi, og det betød dengang, at han var selvskrevet til at aftjene sin værnepligt ved “Søvæsenet”.
At være “Enroulleret i Søe Lægdernes Mandskab” betød for Anders, at  han fra barnsben af, pr. automatik blev skrevet ind i lægdrullen og, når alderen tillod det, havde pligt til at stille op, når der blev indkaldt til at gøre værnepligtig krigstjeneste. En pligt som rent faktisk  kunne følge ham helt frem til hans 50-års alder.

Anders var yngste barn i en søskendeflok på seks børn. Fire piger og to drenge. Forældrene boede, så vidt vi ved, hele deres liv i Skibhusene ved Odense Fjord og faderen, Jens Johansen Wichelsøe, var beskæftiget med søfart og coffardi for købmænd og handelshuse i Odense.
Tre af Anders’ søstre flyttede som voksne til København. Den fjerde søster døde ugift i 30-årsalderen. En bror rejste til Nykøbing Falster hvorfra han virkede som matros og derfra sejlede coffardi. Anders flyttede til Sydfyn og fik beskæftigelse på Hvedholm Gods i Horne Sogn. Af søskendeflokken var der så blot de to drenge til at føre Wichelsøe-navnet videre.
Den søster som døde 30 år gammel i 1791, opholdt sig hjemme hos forældrene på dødstidspunktet. Hun døde samme år som faderen med blot 12 dages mellemrum. Hvorvidt der har været smitsom sygdom involveret i datterens og faderens dødsfald, som skete så tæt på hinanden, ved vi ikke noget om. Men vi ved, at de begge blev begravet i 2. part jord på Sct. Hans Kirkegård i Odense og at de derved, hver især og hver for sig, sandsynligt var flere om at dele gravsted.

Som voksen blev Anders tilknyttet skibsfart ligesom faderen og den ældre bror også var tilknyttet denne beskæftigelse. Vi ved gennem forskellige dokumenter og via folketællingen for Skibhusene 1801, at Anders gennem årene blev indkaldt flere gange  til at stille op “til at gøre krigstjeneste”. Således også den mærkværdige 2. april 1801 ved Slaget på Reden.

Anders var en ordentlig, redelig og pligtopfyldende mand. Det ved vi fordi det skriftligt er bevidnet om ham, “… at  han ikke unddrager sig sin pligt, men udfører den forbilledligt og punktligt og møder beredvilligt op, når han indkaldes, omend han tjener mindre end ved farten fra hjemmet…” – Således kan vi læse formuleret af hans foresatte officerer.
Ved Slaget på Reden den 2. april 1801 gjorde Anders tjeneste på Orlogssbibet “Sjælland”. Et skib med en stor besætning og et stort antal kanoner. Drabeligt må det have været, når vi tænker på, at 39 af skibets besætningsmedlemmer blev dræbt under krigshandlingerne og andre 125 blev sårede - på det selvsamme skib.
Anders var blandt de sårede og han førtes – ligesom de andre sårede –  til Søe Quæsthuset i København for at blive behandlet for de skader han under kamphandlingerne var blevet påført af flyvende træsplinter.

Den 30. maj 1801 “… udgår han Qureret fra Søe Quæsthuset, men har nogen svækkelse i fodleddet, som gør hans gang usikker…” hvilket efter begæring attesteres af en Hr. Machehal. Under sit sygeophold og under sin rekonvalescens modtager han nogle gange et beskedent antal rigsdalere til sin egen og familiens underhold, men langt fra en økonomisk hjælp af ret stor betydning.

Vel hjemme igen tager Anders  hyre på Odenseanske handelsskibe af forskellig art – omend han fortsat lider under skaderne og den nedsatte arbejdsevne – og må tage til takke med en ringere betaling for sit arbejde end den han oppebar før han pådrog sig sine kvæstelser.

Anders forfølges af uheld. Under en sejlads til Norge forliser han med skibet og mister alt hvad han ejer.  Han fortsætter dog ufortrødent med sin beskæftigelse ved søfarten.
Hans handicap plager ham i en grad som får ham til at søge krigsskadeerstatning, som han efter grundige lægeundersøgelser i Odense, Svendborg og København og mange rosende ord fra sine foresatte får bevilget.
Meddelelsen om tilkendelsen af en livslang krigsskadeerstatning på årlige 24 rigsdalere  blev tilsendt hans hustru på et tidspunkt, da Anders ikke var hjemme, men “…forhyret på et fartøj her fra Fjorden til Norge, hvorfra han endnu ej så vidt vides er kommer tilbage, men forventes alle dage…”

Det er i år 212 år siden at min tiptip oldefar Anders Jensen Wichelsøe blev såret for sin Konge og sit Fædreland og derved mistede en del af sin førlighed.

Blandt de privillegier som Anders Jensen Wichelsøe  oppebar ved sin trofasthed  og sin indsats for Søe Limit’en var, at han blev tilbudt et job på Godset Hvedholm på Sydfyn.

1813 flytter Anders Jensen Wichelsøe fra Skibhusene ved Odense Fjord til Horne  på Sydfyn og her begynder han et nyt liv. Flytningen fra Skibhusene ved Odense Fjord hvor Anders boede, foregik med hest og vogn og familien ankommer til Horne på Sydfyn om natten. De tager fejl af tårnet på Hvedholm Slot og spiret på Horne Kirke. Ved ankomsten til kirken opdager de fejltagelsen og får lov til at overnatte i laden på en  sulegård tæt ved.
Dagen efter fortsatte Anders og familien til Hvedholm.
På Hvedholm passer Anders ørreddamme og bedriver noget fiskeri for Godset. Et hverv han bestrider frem til sin død i maj måned 1827.

I år er det så 200 år siden min tiptip oldefar, Anders Jensen Wichelsøe (1769 – 1827), hans hustru  Anna Cathrine Larsdatter (1776 – 1859) og deres børn kom til Horne om natten med hest og vogn og tog fejl af tårnet på Hvedholm Slot og spiret på Horne Kirke og derfor måtte overnatte i Sulegårdens lade. Og som nævnt, er det 212 år siden han deltog i Slaget på Reden.

 Nu er hele gøgemøget så gjort til ren underholdning i det nationale tv under navnet ”Luxusfælden” og kreativiteten lader sig ikke tæmme.
Nu er tiderne skiftet, hovmodet står for fald og regningen skal betales. Nu er enhver blevet sin egen lykkes smed – eller måske liberalist.
Nu kan man så sidde derhjemme foran ”fjerneren” og godter sig over,  at ”det er da godt at det ikke er os, der sidder så stramt i det, lille mor”.

 Forud for afskaffelsen af fastnettelefonen var gået nogle overvejelser om abonnementet som servicerende produkt. Der blev set, regnet på, vurderet, målt og vejet og talt sammen med focus på pris og afgifter, servicefunktioner og forbrug. Resultatet faldt helt klart ud til fordel for en overgang til to mobiltelefoner og ingen fastnettelefon. Den umiddelbare besparelse med vores forbrug tegnede i retning af godt 1.600 kr. årligt. Og – nå ja ”krummer er jo også brød, sagde Fanden, da han åd en skrædder”. Så vi skiftede altså den gamle fastnettelefon ud – eller rettere nedlagde tjenesten her på parcellen. I begyndelsen fik Ellis dæleme da lige talt i mobil. Stort set alle opringninger tilgik jo hendes telefon. Og jeg skal da lige love for, at hun fik øvelse i at betjene ”monstrom’et”.

Nu har vi så fået mobilkultur inden for dørene her på parcellen. Du ved den dér med, at mobilen ringer og der febrilsk bliver ledt efter hvor dælen man nu lige har lagt den. Telefonen bliver taget, lagt til øret og der stolpres distræt med stive ben til den fjerneste krog i huset, ind på et værelse eller måske ligefrem ud på terrassen – for sådan gør man når man tager sin mobil.

 Så var det at Ellis’ ”gå-telefon” ringede lørdag aften ved ti-tiden. Efter en evigheds latenstid finder hun telefonen frem fra sit skjul, febrilsker den til funktion, lægger monstromet til øret og stolprer med koncentreret åndedrag og fjernt blik ind på hendes lille kontor. …. Lyte, lytte, lytte. Snakke, snakke, snakke…. Lytte, lytte, lytte….Snakke, snakke, snakke…. Jeg spø’r ham lige!

 Jo – det dér med at bibeholde det gamle fastnetnummer, det fungerer fuldt tilfredsstillende for mit vedkommende. Ellis er måske nok ved at være lidt træt af alle de opkald som er så uendelig ligegyldige og kun har til formål at sælge ét eller andet eller samle svar på ligegyldige undersøgelser af snart sagt enhver art og nå ja – så er der lige de, som vil snakke med mig.

 Nå – men så var det altså at telefonen ringede lørdag aften. Det var naboen. Hun havde haft indbrud. ”Har I set noget”?, blev der spurgt. Det havde vi så ikke.

 Lur mig om ikke jeg ellers lige gennem år og dag har holdt et vågent øje både til højre og til venstre – det har vi jo en aftale om. Ikke en håndfæstning, men en aftale. Alligevel sker det – næsten uundgåeligt og blot nogle få meter på den anden side hækken.

 Den eller de her ”tyvskiderikker” havde rodet alt igennem og havde så blot stjålet en ”gammel komputer”. Hvorvidt de ærgrer sig over at have spildt deres tid på indbrud hos min spartansk anlagte nabo som ikke besmykker sig selv eller sit hjem med glitrende glimmer og blankpoleret stads, gemmer på guld og grønne skove og ligegyldige andre besmykkelser – selv om hun bor i vejens største hus –  det ved jeg så ikke noget om. Men indbrud lige på den anden side hækken, det vækker nu alligevel lidt manende tanker. Blandt disse også tanker om hvad det er som aktiverer kriminalitetsgenet, hvis vi mennesker da har et sådant gen.

 I disse tider tænkes der pudsigt nok tanker om, hvorvidt man herhjemme – i vores lille fædreland – skal tilbagelevere de tyvekoster som man gennem tiders århundreder har tilranet os ude i den store verden, har hjemført og har gjort til ”en del af den danske kunstskat” som vi sidenhen med stor nidkærhed har opbevaret på vore museer. Fremvist for ussel mammon og udtrykt national perfid stolthed over. Den til alle tider mærkværdige besiddermentalitet har unægtelig haft gode kår og vide grænser.

 Nu lever vi i en brydningstid. Ny ord får indpas og tillægges udvidet indhold. Ny adfærd tillæres. Nye værdier sættes der pris på og omdefineringer af begreber, ting og hændelser er under hastig opbygning eller omstrukturering om man vil.

Man taler eksempelvis nu om ”bankrådgiveres” salg af bankers mere elle mindre gennemskuelige og lyssky ”produkter” –  og ihukommer at ”pyramidespekulanterne også brugte udtrykket ”produkter” om deres kriminelle aktioner.  Man antager måske umærkeligt nye forståelser af tingenes tilstand og af hændelsers indhold. Klokkerne ringer. Det gør mobilen også.

Der var egentlig ikke så mange problemerstillinger, der skulle endevendes lige netop den dag, så vi havde åbnet ”Vinduet til Verden”.
Sad så blot og flød lidt ud.
En udsendelse om et plejehjem og dets beboere var netop begyndt.
Ingen blandede sig i handlingen.
Ingen kommenterede.
Ingen sneg sig sådan lige tilfældigt ind i kameravinklen.
Blot var der nogle gamle mennesker som snakkede sammen og til hverandre. ”Bed” lidt af hinanden og søgte at løse verdenssituationen med hver deres efterhånden noget begrænsede indfaldsvinkler.

I en stjerneregn af gensidige misforståelser og overhørte udsagn, sad de dér og talte forbi hinanden i et toneleje, som lå uden for høreapparaternes frekvens.
De talte svensk.

Efter nogen tid, kunne Ellis og Jeg så skyde os ind på, at det drejede sig om et plejehjem som lå i Göteborg.  Da kameraet panorerede en tur rundt i byen – uden for murene, genkendte vi flere lokaliteter.

Ingen tvivl. Det var Göteborg.

 Plejepersonalet holdt sig i baggrunden. Det var de gamle, der var i focus. Det var de gamle udsendelsen handlede om. Det var de gamle, der var ”stjerner” for en times tid. Det var de gamles hensygnende X-factor, der indirekte blev vist.

På mange måder en god udsendelse. Seriøs. Debatskabende. Med stof til eftertanke og med et dybt alvorligt tema.

En ældre herre kunne ikke rigtig få tingene til at passe. Stillede så mange spørgsmål ud i den blå luft og til kameraet. Fik ingen svar. Ventede det heller ikke.
Havde allerede glemt, at han havde spurgt.

Hans lovformelige hustru kom på besøg. Han ville gerne med hjem. Kunne ikke finde ud af noget trods ihærdige forklaringer. Kiggede længe ud gennem glasset i indgangspartiet da hun var gået.

Vinkede –  men da var hun væk, hans lovformelige hustru.

”Faaen ta’ mig”, sagde den gamle på klingende svensk. ”Det er nu noget skidt, når man ikke har hukommelse længere”. Og så kiggede han forvirret og bedrøvet ind i kameraet for at se, om der var hukommelse at se der inde.

”Det er nu noget skidt, når der er tomt her oppe”, sagde han og pegede på sit hoved….. ”Det er nu noget skidt, når man er overhalet af fremtiden”…..
Med rynket pande så han grublende tomt frem for sig og sad tavs i nogen tid. Så kiggede han blikfast direkte ind i kameraets øje og sagde : ”Det et er noget forbandet noget at være menneske”……. ”Man sku’ ha’ været skomager”!…..
Så vendte han rundt og gik trippende og let foroverbøjet hen ad gangen, mens han stille snakkede videre med sig selv. ”Faen ta’ mig….Det er nu noget skidt…. Hvor er jeg henne….

Ellis og jeg havde siddet med vores forårsdampende formiddagskaffe og i tavshed fulgt med i udsendelsen. Nu kiggede vi sigende på hinanden. Smilede lidt forsagte til hverandre – På en måde lidt overbærende – På en måde dybt alvorligt og medfølende.

Efter kaffen gjorde jeg min cykel klar. Monterede proviant forskellige steder i holdere og lommer. Indstillede cykelcomputeren. Tog hjelmen på. Satte i gang – og lagde mig ud i ”overhalingsbanen”…

”Man sku ha’ være skomager”. Tænker lidt over udsagnet

”Husk nøgle”, havde Ellis sagt.
Så ved jeg, at hun skal i motionscenter med veninderne eller til aerobic eller ud at gå med stave. Så ved jeg, at jeg ka’ forvente at komme hjem til et tomt hus og selv sku’ låse mig ind.
” Husk nøgle”! Siger jeg så også selv. Så ved Ellis, at hun…..
Og det er jo meget rart.

Nogle gange sikrer vi os alligevel ved at lade terrassedøren stå ulåst. Så ved vi, at vi kan gå den vej ind, hvis en af os skulle ha’ glemt sin nøgle. For det handler jo om hukommelse.
Hukommelse, der strækker fremad mod en konstruktiv fremtid, som så kan føre lidt tryghed med sig.

Underligt nok, så er hjernen, ifølge videnskaben, ikke skabt til at huske fortiden, men konstrueret til forestilling om fremtiden. Underligt nok, så tillægger vi mennesker, i vor højt udviklede kultur, alligevel hukommelsen så stor betydning ved tilbageblik. Nogle vil gerne tænke tilbage. Andre  vil helst tænke fremad.

De gamle på det her plejehjem, de gjorde sig også bestræbelser og anstrengelser for at tænke på hukommelsen. Bussen var kørt.

”Man sku’ ha’ været skomager”, havde den gamle mand på plejehjemmet sagt. I første omgang virkede udsagnet nærmest lidt sjovt og kunne opfattes som et udtryk for hans ønske om, at være en anden, end den han var lige nu.

Når jeg cykler mine ture, er der ruter jeg sætter meget stor pris på. Specielt hvor landskabets natur folder sig ud i en malende mangfoldighed og hvor man fornemmer både tidens fylde, historiens gang og naturens rigdom, høj blå himmel og frisk luft. En sådan tur går ud forbi herregården Billeshave, videre sydover til Røjle hvor vejen drejer mod sydvest, derefter til venstre i nordøstlig retning hen over Korsbjerg og op over bakkerne mod Røjle Skov, stik vest gennem skoven, som fortrinsvis består af gamle bøgetræer.  Ved Røjle Skovs godt hundrede år gamle sandstenskirke gør jeg for det meste et holdt.

Det gjorde jeg også denne dag.
På dette sted har man et utroligt flot syn ud over markerne, skråningerne og Klinten og ud over Lillebælt, der jo i virkeligheden er en smeltevandsflod som blev dannet under den sidste istid, da gletcheren stille gled hen over Fyn og efterlod sine synlige spor med de meget bakkede landskaber ved Baaring, Vissenbjerg og Svanninge på Sydfyn og også andre steder på øen.

Står nu og iagttager de høje skrænter langs Lillebælt. Forestiller mig istidsgletcheren med en heftig knagende lyd af brækkende iskappe og vildt brusende smeltevand gnavende sig enerverende og med stor kraft gennem landskabet. Forestiller mig, at jeg sidder på tidens plankeværk og iagttager naturens rasen.
Jeg er lidt fascineret af denne egn og af tanken om, hvordan det mon har været dengang. Lige på dette sted bliver jeg hver gang konfronteret med min egen lidenhed over for naturens kæmpekraft og bliver ind imellem lidt forundret og bjergtaget over, hvad jeg kan forestille mig om, hvordan det mon har været dengang.

 ”Man sku’ ha’ været skomager” – udsagnet dukker pludselig op, mens jeg står og kigger ud over bæltet. En tanke strejfer så igen den gamle mand på plejehjemmet. Tænker på hans skæbne og det åg han givetvis må føle ved hans hvileløse vandren rundt på plejehjemmets gange. Tænker på, hvad der mon var årsag til, at han brugte udsagnet: ”Man sku’ ha’ være skomager”. En tanke strejfer noget fra bibelshistorien om Jerusalems skomager.
Jerusalems skomager hed Ahasverus, og det var måske denne skomager den ældre herre på plejehjemmet hentydede til.

Pudsigt nok kommer jeg til at tænke på min lillebror, Hans Jørgen. Han var en overgang, som stor dreng, meget optaget af netop Ashaverus, ligesom han også var optaget af bibelhistoriens Laban. Hans Jørgens argument om Laban var, at han sikkert ikke havde en kæreste ret længe ad gangen, for når han skrev kærestebrev og underskrev brevet med ”Kærlig hilsen din Laban”, så ville kæresten sikkert fyre ham. Inspirationen til denne teori havde Hans Jørgen fundet i breve som en kæreste til hans bror skrev.. Hun underskrev altid: ”Kærlig hilsen din Hanne”.

 Men som sagt – Ahasverus var jøde og skomager.
På vej til Golgatha hviler Jesus et kort øjeblik foran Ahasverus’ hus, men drives bort af ham. Herren siger da, at Ahasverus til straf skal blive ved at vandre evigt og hvileløst på jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus.

 Måske har den ældre Herre på plejehjemmet haft en flig af erindring om Jerusalems skomager i tankerne, da han udtalte: ”Man sku’ ha’ været skomager”. Måske ville der så have været nogen sammenhæng med den skæbne, som han befandt sig i ved hans oplevelse af  ikke at finde ro, rest, hvile og mening med livet og så oplevelsen af, at han var overhalet af  fremtiden.
Den ældre Herre på plejehjemmet skilte sig lidt ud fra de andre. Hans sprogbrug var anderledes og han havde givetvis en anden baggrund end de fleste andre gamle.
Tanker strejfer den mulighed, at han måske har været præst og måske bedre kunne forlige sig med sin ”straf” og skæbne og sin situation, om det havde været så.

Om Ahasverus – den evige jøde – er der gennem tiderne digtet mange sagn. Et af dem fortæller, at han var på størrelse med en sort høne og mosgroet af ælde. Det siges også, at man ikke må lade en plov stå ude juleaften, for hvis Ahasverus kommer og hviler sig på den, vil intet gro i dens fure…

(tilegnet en jeg kender)

I byen ved fjorden, hvor min tipoldefar i 1812 kom i lære som skomager og hvor jeg mere end hundrede og tredive  år senere blev født og  havde mine barndoms- og ungdomsår, gjorde man sig også de bedste anstrengelser for at vise hvem man var, hvad man ville og hvad man havde at byde sig til med, sådan helt almindeligt og specialiseret. 
Trods byens lidenhed, var der adskillige beværtninger som hver især bød sig til overfor fastboende, overfor besøgende ved markedsdage, tilrejsende fra omegnen og udefra kommende søfolk. 
Man oprettede serviceydelser og gjorde dem til levebrød og kaldte ydelserne  navne med indhold. Jeg husker eksempelvis navne som Engelsk Beklædningsmagasin, Dampvaskeriet, Glarmester, Slagteriets Udsalg, Handelshuset, Madsens Hotel og Rasmussens Hotel og beværtningerne Færgegården, Heimdal og Trekroner og et fra tidligere tid som hed Skibet.
Færgegården, Heimdal, Skibet og Trekroner signalerede med al tydelighed et tilhørsforhold til det nære havnemiljø hvori de fysisk hver især var anbragte og et signal om hvilken kundekreds de henvendte dem til.
Så er det man kan komme til at tænke over sammenhængen mellem navnes udtryk og indhold og om historier eller begivenheder som har givet glød og inspiration til  navngivningen. 
 

Undenfor daler den første decembersne i tavse totter og lægger sig stille tilrette på kvist og tue. Gennem parkens nøgne træer ses fjordens dybblå vintervand. I sne står urt og busk og sneflokke er undervejs. Der er spor i sneen, i tiden og i sindet. En havfrue gemmer sig i baggårdens cement og tyve høns kagler i erindringen. Tanker strejfer dét som var – dengang da alt endnu var ungt og verden ukompliceret…

Port Carcourt, Nigeria,  Middelhavet,  Ækvator, Frk. Jensens kogebog  ingen hindring. Barndommens tarzantræ danner årringe – 76 er lagt til…

Blikket strejfer en græsk ikon på stuens væg,  ser på familiebilleder og på portrætfoto.  Dvæler ved hende der blev gået så mange ture sammen med – hånd i hånd og i stille tempo.  
Savnet rører på sig. Tiden iler og om lidt er kaffen klar.

Tillykke, hils omkring og ha’ en god dag…

Ernie never told me, but I gues his real name var Ernest Rennison from Durham near Newcastlle in UK.

Ernie and Joan Rennison celebrated their 50 years wedding anniversary together with their daughter and her boyfriend in  saturday october 6.

I promished Ernie to write a few words on my blog- Now it is done.

Congratulations Joan and Ernie ! Best wishes !

For nogle uger siden mødte jeg Ernie fra Durham. Vi var begge på ferie på Cypern i en by ved navn Pafos – iøvrigt stedet hvor den danske konge Erik Ejegod pludselig og uventet endte sine dage på en pilgrimsfærd til Det Hellige land. Pafos var dengang at betragte som øens hovedstad og var et centralt sted for pilgrimme på deres livs rejse. 
En onsdag midt i ferien havde hotellet arrangeret grillfest ved poolen og ved et tilfælde kom jeg så til at sidde ved siden af Ernie. Han var sammen med sin hustru, Joan og deres datter og svigersøn.
Ernie var gået på pension for tre år siden. Han havde været vognmand og havde haft lastbiler i næsten hele sit liv. Et frontalt trafikuheld hvor Ernie fik svære kvæstelser i benene, var tæt på at sætte ham ud af spillet. Ernie overvandt dog skaderne med mén som ikke var til hinder for, at han fortsat kunne køre sine lastbiler. Men nu var han altså gået på pension og var indstillet på at nyde sit otium sammen med hustruen, omend han velsagtens hellere fortsat ville være i fuld sving.
Ernie havde mange gode oplevelser at fortælle om og han manglede ikke ord til at bringe oplevelserne videre for de som lagde øre til. I lokalsamfundet derhjemme havde han været meget engageret og han var selvsagt en kendt og værdsat person i sin hjemby og rundt om.
Ernie fortalte at han og hustruen havde gået til dans i 23 år og begge havde de foretrukket at danse Rock’n Roll – ikke Jive – understregede Ernie, men Rock’n Roll og bedst som han fortalte greb han hustruen i hånden og førte hende til dansegulve hvor de tog sig en forrygende dans som vi kender den fra vore unge dage.
Ernie var en glad og livlig person, åben opmærksom og engageret og så var han synlig stolt over, at datteren havde erhvervet stort kørekort.
Ferien på Cypern havde Ernie og hustruen planlagt til det tidspunkt, hvor de kunne fejre dagen for deres guldbryllup. De var begge ikke så begejstrede for al den virak og opmærksomhed en sådan begivenhed medførte, derfor havde de inviteret deres to børn med familier med på ferie til Cypern. Sønnen og hans familie var forhindret. Så var Ernie, hustruen, datteren og svigersønnen taget afsted.
Ernie var lidt af et livsstykke, munter, glad, ukompliceret  og godt tilfreds med som hans tilværelse havde tilskikket sig. Han levede og åndede for sin hustru, børnene, deres familer og alle hans interesser. Ernie var medlem af en loge og når talen fald på dén, blev han lidt hemmelighedsfuld. Jeg kender så selv lidt til loger, uden at være medlem og når jeg fortalte Ernie om hvad jeg mente var hans loges inderste ærinde, så smilede han og nikkede.
Vi skiltes ud på aftenen og sidenhen så jeg blot Ernie og hustruen en enkelt gang hvor vi hilste på hverandre i forbifarten.

Et par dage efter havde Ernie og Joan Rennison bryllupsdag – lørdag den 6. oktober 2012 havde de været gift i 50 år.

Min farfar blev møller. En håndtering som dengang havde fornuftige og gode vilkår og som gav nye muligheder efter erhvervets frigivelse fra godsejeres og grevskabers strenge åg.  Andre i slægten havde været møllere før min farfar og der var gode eksempler om håndteringen at hente inspiration fra.

Efter nogle få dannelsesår med virke ved agerbrug, kornavl og dyrehold valgte min farfar så at uddanne sig til møller. Fik læreplads på Trente Mølle ved Håstrup på Sydfyn. Efter udstået læretid og som 22 årig forpagtede han så grevens mølle i landsbyen Horne på Sydfyn.

Et giftemål og nogle få års erfaringer senere – da man i almanakken kunne notere århundredskifte – byggede min farfar så sin egen mølle som han med stor dygtighed og entusiasme drev indtil sin alt for tidlige død i 1914. Han blev blot 42 år.

Min farfar var realist, han var handlekraftig, målrettet, retskaffen og udpræget usentimental i al sin gøren og laden.

Som så mange andre mænd, var han også typen som ikke brugte megen tid og opmærksomhed på at konsultere kloge koner, medicinmænd eller doktorer. Det blev så hans endeligt idet han døde af en blodforgiftning i en tommelfinger der givetvis kunne have været behandlet med et tilfredsstillende resultat. Ganske vist inden penicillinets opfindelse, men alligevel.

Selvom jeg aldrig mødte min farfar, så har jeg – gennem mundtlige fortællinger, studier af efterladte dokumenter, foto og andet – fået det indtryk af ham, at han var en herre som ikke stod tilbage for ret meget, at han ikke satte sit lys under en skæppe, endsige undlod, om nødvendigt var, at byde Fanden trods.

I min farmors og farfars hjem på Horne Østermølle på Sydfyn, blev der læst megen litteratur. Det ved jeg fordi min farmor førte nøje optegnelser over hvilke titler, af hvilke forfattere og med hvilke intervaller litteraturen blev læst. Så er det, at jeg i mit stille sind tænker på, hvorvidt min farfar mon i sine tanker beskæftigede sig med, hvad den toneangivende symbolik gik ud på som tillægges møller, møllehjul, møllesten, frugtbarhed, skæbne og andet ved mølleriet forbundet.

Har min farfar mon strejfet den omstændighed at i Buddhismen symboliserer møllestenen livets kredsløb. Har han mon reflekteret over, at det tibetanske bedehjul har kværnens form og rummer papirstrimler med citater fra de hellige tekster og når møllen drejer rundt bliver teksterne på en måde reciteret.

 Har min farfar mon læst eller hørt om den nordiske myte som fortæller om to jættekvinder ved navn Fenja og Menja, der på kong Frodes bud, maler guld på den magiske kværn Grotte, så der opstår en fredens og lykkens guldalder. Kong Frode går imidlertid over gevind og får Fenja og Menja til at male dag og nat og det ender med, at de som hævn maler en hær frem, som dræber Frode.

Var det mon symbolik min farfar så, da han læste slutningen af Johannes V. Jensens roman ”Kongens fald”, hvor jættekvindens møllesang handler om tidens ubønhørlige gang.

Var det mon symbolik min farfar så, da han læste Karl Gjellerups roman ”Møllen” hvori den minutiøse beskrivelse af alle møllens dele er en kærligheds- og jalousihistorie hvor en hændelse i møllehatten ændrer møllens symbolske status til en ”blodmølle” som sluttelig brænder.
Søgte min farfar mon overhovedet mental – i ånd eller sjæl -  ind i møllemiljøets romantiserende symbolik på en idyllisk verden eller opfattede han bare, at det var ”vand på hans vindmølle”, at kunderne fulgte med, da han forlod grevens mølle og at han så fremdeles nød godt af bøndernes opfattelse af ”først til mølle, først malet”.

Når jeg ser på fotoet af min farfar med den hvide kasket, den hvide jakke, det hvide kravetøj og  de hvide heste forspændt vognen med et sparsomt læs sække med ubestemmeligt indhold – måske tilmed hvidt mel, så tænker jeg på om ikke min farfar mon i virkeligheden og lidt inde bag facaden – når alt kom til alt – var lidt romantisk anlagt.

Det blev starten til en lang årrække med utallige stegninger af forskellige emner til en bred vifte af begivenheder.  Siden blev det også til røgninger  sideløbende og sammen med stegninger.

I disse dage er det så 30 år siden at jeg indskrev mig som aktiv medhjælper ved  Stribfestival’ens spidstegning. Boden blev startet i det små ved, at man grillede pølser over gløder i et cementrør. Ad åre blev “forretningen” så udviklet og der kom faglært mandskab i boden. Jeg kom så til i 1982 og overtod driften af en særdeles velfungerende forretning med 28 frivillige medhjælpere som med flid og entusiasme var med til at videreudvikle forretningen.
Sortimentet var bredt og alsidigt og overordentligt populær blandt festival’ens besøgende og der var valfart til boden når de spidstegte lam, pattegrise og svinekamme blev taget af spiddene.

Dengang  fik man bålstegt svinekan til 15,- kroner, Spidstegt pattegris til 18,- kroner, Bålstegt lam til 20.- kroner. Engelskbøf stegt direkte i grøderne til 15,- kroner og mange andre specialiteter fra gril og bål til fornuftige priser.

Denne sommer – i skrivende stund 2012 – er det så 35 år siden jeg spidstegte min første pattegris. I denne sommer har jeg givet tilsagn til et barnebarn  om at spidstege en pattegris til hendes svendegilde. Alt er klappet og klart og om få dage går det løs.
Velbekomme folkens !